**

(To stjerner)

I det mindste kom han til tiden. Det har ikke ligefrem været Biebers stærke side i fortiden, men lige dét klarede han da fejlfrit til aftenens koncert i Telia Parken.

Noget andet Bieber heller ikke har været god til, er at synge live, når han optræder. Den del gik det mindre godt med.

Enten er den luftpiskede tween-stemme så slidt, at det er nødvendigt med bobleplastindpakning i form af rå mængder backtrack, eller også orker han det ikke. Uanset grunden, var det rent ud sagt uforskammet, at han ikke engang gad fake, at han sang under aftenens koncert.

Bieber har været på turne siden marts med ”Purpose World Tour” – så måske er han bare virkelig udmattet af showbusiness. Men seriøst, hvem booker også 114 koncerter? Det er jo umenneskeligt.

Distanceret og uden indlevelse

Ligegyldigt årsagen var det skuffende og trist, at så mange numre denne aften blev fremført uden et fnug af indlevelse fra den nu 22-årige Justin Drew Bieber.

De store lyskanoner og en hær af dansere var linet op, men Bieber selv lignede en virkelighedsdopet ex-convict, netop lukket ud efter et par måneder i spjældet. Hule kinder, sjusket hår og et helt tomt blik. Ikke én eneste gang så jeg ham smile – heller ikke, da han i andet akt lovpriste aftenen som ”den bedste aften på touren”. Ikke ligefrem troværdigt.

Og så er det sgu lige meget, at man skruer op for trommesolo, synkrondans og bas på eksplosive numre som ’As Long As You Love Me’ og ’What Do You Mean?’.

’Where Are Ü Now’ druknede - ud over de øredøvende pigeskrig - i et inferno af Skrillex-kaotisk basstøj, der ødelagde den skrøbelighed, som nummeret har i albumversionen.

Det samme skete for ’I’ll Show You’, som ellers er en af de numre på ’Purpose’, der allerbedst viser, at Bieber har et soleklart potentiale som voksen superstjerne. ’I’ll Show You’ handler om at vise verden, at man er menneskelig. Sårbar og følelsesfuld. Og så er det bare monsterærgerligt, at det blev fremført uden nogen form for inderlighed.

Flashback til Youtube-fænomenet

Det mest indfølte øjeblik indtraf, da Bieber midtvejs satte sig i en veloursofa, trak en akustisk guitar frem og sang ’Cold Water’ (desværre uden Mø) og ’Love Yourself’.

Men selvom hans stemme gik klart igennem dér, virkede han fraværende og udkørt. Som en, der vitterligt ønskede sig tilbage til det teenageværelse, hvorfra hans internationale stardom blev født.

”Baby, you should go and love yourself”, synger Bieber på ’Love Yourself’. Jeg har lyst til at sige det samme til ham: Du har brug for en seriøs pause, Justin. Træk stikket, tag hjem til Canada, få ro på og find dig selv. Det andet er spild af dine fans’ penge – og så er det bare ikke godt nok, at levere en halvkvalt ”Sorry” som afslutter.

Justin Bieber, Telia Parken, søndag 2. oktober 2016, 2 ud af 6 stjerner