Nils Henriksen og Per Frost har været med på over 300 danske top-rockalbum - nu går de solo

Hvad har Kim Larsen, C.V. Jørgensen, Sebastian, Gnags, Lis Sørensen, Michael Falch og Sanne Salomonsen tilfælles. De har alle fået kyndig hjælp af Per Frost og/eller Nils Henriksen.

Tilsammen har de to garvede danske guitarister medvirket på over 300 danske album. Nils Henriksen har desuden produceret rock-klassikere som Kim Larsens personnummerplade og C.V.’s ’Vennerne og vejen’. Og i dag går de begge solo.

I den anledning har BT for første gang bragt de to danske rocklegender i samme stue - til en uformel jamsession og en snak om et langt liv som rockens ukendte bagmænd - vandbærerne der kan forlade spillestedet med spaden under armen, uden at én af de ivrigt ventende fans løfter et øjenbryn.

Ingen stjerner

Hvordan har det været at stå i stjernernes skygge. Har I nogensinde været misundelige på Larsen, Sebastian, Sanne og de andre hovednavne?

Per: - Vi har selvfølgelig alle brug for opmærksomhed. Men for mig har kendisfaktoren aldrig været et stort behov.

Nils: - Jeg har det fint med ikke at blive genkendt. Det må være røvsygt ikke at kunne gå i fred på gaden.

Efter alle de år som relativt ukendte bagmænd – hvorfor har I nu valgt at gå solo?

Per: - Nu er det her selvfølgelig ikke mit første soloudspil. Men jeg har fået et fedt lille band. Og derfor syntes vi, at det var vigtigt at få nogle af de nye sange ud på cd. Det er også et godt visitkort, når vi er ude at spille.

Nils: - For mig er det selvfølgelig en sen alder at solodebutere i. Og forklaringen er enkel. Jeg fik endelig sat mit hjemmestudie op. Og så kom alle sangene. Det var aldrig planen, men jeg endte med selv at spille næsten alle instrumenter.

Sammen om musikken

Når man indspiller med stjerner som Sanne og Larsen, hvordan finder man så sin plads i sangen, uden at overskygge.

Nils: - Jeg har altid nydt de bundne opgaver. Jeg har det nemlig let med at sætte mig ind i og forholde mig til andres musikalske univers.

Per: - Man skal altid have de store ører på. Man skal aldrig komme i vejen for melodien og altid bøje af for hinanden.

Hvilke sange i jeres bagkatalog er I specielt stolte af?

Nils: Jeg er ret glad for min solo i Sebastian-sangen ’Stille før storm’ (Lis Sørensen synger, red.). Den har sit eget liv og føjer noget godt til sangen.

Per: - Det bliver nok som bassist på Gnags-sange som ’Fodgænger’ (Frost var fast medlem af Gnags frem til 1998). Når en basfigur er rigtig god, kan den bære et helt nummer.

Lod I jer friste af drugs og piger, da bølgerne gik rigtig højt i 70’erne og 80’erne?

Per: - Jeg fik meget af den slags ud af systemet, da jeg stadig var teenager. Jeg begyndte som 13-årig. Men alt i alt var det nok mere drugs end piger, ha-ha.

Nils: - Set i bakspejlet skulle jeg måske have gjort mere ved det, ha-ha. Jeg var fokuseret på musikken.

Nils Henriksen

Født: 1948

Gennembrud: Som medlem af Culpeppers Orchard

Inspiration: Hank Marvin, Jimmy Page og Eric Clapton

Har arbejdet med: Sebastian, C.V. Jørgensen og mange flere

Aktuel: Med albummet ’Twang and Tambourines’

Per Frost

Født: 1954

Gennembrud: Gnags fra 1976 til 1998

Inspiration: Bl.a. Carlos Santana og J.J. Cale

Har arbejdet sammen med: Sanne, Allan Olsen, Poul Krebs og mange flere

Aktuel: Med mini-albummet ’Give it to me’ (Kan købes via iMusic.dk