Mary J. Blige ** (to stjerner)
Maxwell **** (fire stjerner)
På forhånd virkede det underligt, at R&B-divaen Mary J. Blige var programsat som opvarmning ved dobbeltkoncerten fredag aften med sin 90er soul-kollega Maxwell. Der skulle vise sig en god forklaring. Mary J.'s nostalgitrip på økonomiklasse var en sørgeligt uambitiøs forestilling - nærmest pinligt discountagtig for en kunstner, der har solgt mere end 50 mio. plader. Maxwell reddede aftenen med nærvær og en vis elegance.
For et par dage siden så jeg den forholdsvis nye Netflix-dokumentar med optagelser af den sidste koncert på Justin Timberlakes '20/20' turné. (Koncerten i Parken druknede som sædvanlig i elendig lyd). Man kan mene meget om ham, hans musik og det store set-up -men hamrende ambitiøs og musikalsk, det er han.
Anderledes uambitiøs var Mary J. Blige på scenen i Falconer.
Det bedste, man kan sige om det 65 minutter lange show, handler om hendes vokale præstationer. Hun synger stadig flot, stemmen er naturligt blevet lidt mørkere med årene, men hun udnytter stadig tilsyneladende legende let sin spændvidde. 'No More Drama' f.eks. var en ren vokal parade-exercits for en stemme, der angiveligt spænder over tre oktaver.
45-årige Marys funky coolness og attitude, hoftevrid og docerende håndbevægelser, som man husker det fra 90erne og godt op i 00erne, virker uskrammet og helt uantastet af tidens ubønhørlig.
Og skulle man være i tvivl, brugte Mary en del tid på at forklare, at hun stadig har den; attituden. Show it, don't tell it, mrs. Blige.
Så meget desto mere sørgeligt, at intet andet i hendes sæt levede op til den gamle 90er divas format og kunsteriske corpus, medmindre man betragter ønsket om at tjene nemme penge som en kunstnerisk ambition. Det har man hørt om før.
18 numre på 65 minutter. Jap, jap, jap. Mest grotesk i afslutningsnummeret, det største hit 'Family Affair', der blev humpet igennem på lidt mere end et minut. Sådan en stavblenderversion af et nummer, publikum har betalt for i forventning om en tur af memory lane - det er næsten værre end når f.eks. Kate Bush ikke optræder med 'Wuthering Heights'.
Med sig havde Blige et band med en trommeslager, der slog som var han Jens Vejmand, der skulle slå sten til brød. Og lød som sådan. Muligvis med den hensigt at give musikken en aggressiv hiphop-bund. Bas, guitar og keyboards i et uldent, dumpt lydbillede, som var lige så fremmende for den luftighed, sensualitet og det raffinement, der er the souls eksistensberettigelse, som havregrød er fremmende for romantikken ved en stearinlys-middag.
Det blev lidt bedre, efterhånden som koncerten skred frem, i 'Real Love' hørtes keyboardspilleren f.eks. undtagelsesvis ganske tydeligt. Ligesom der faktisk var et forbipasserende fællesskabsmoment, da Mary sang det gamle hit 'Im' Going Down'.
Mindre discountagtigt blev det ikke af et virkelig, som i VIRKELIG primitivt videoshow på bagvæggen. Fra en video med mørke skyer i solnedgang og en video med en masse tændte myggelys til et besynderligt tv-shop lignende reklameindslag for musikere og korsangere.
Jeg havde egentlig forventet at blive svøbt i en honningdyne med satinbetræk denne aften. I stedet kom jeg til at tænke på de eksperimenter, man har set, hvor Michael Jackson optræder som hologram på scenen, mens et band spiller.
Mary J. Blige, som hun optrådte i aften, er et levende hologram.
Så var der langt mere at komme efter, da Maxwell kom på scenen efter 35 minutters pause med et både større og langt bedre band med natklubsswing - og markant bedre lyd. En trommeslager der spillede diskret på et trommesæt, der var stemt, så man kunne høre forskel på de enkelte slag og fornemme rytmegruppen ånde. Sammen med bassen gav det bunden et funky flow.
Det siges, at djævlen ligger i detaljen. I det næstsidste nummer 'Ascension' havde både trompetist og en af de to keyboardspillere (i dette tilfælde orgelspiller) hver sin solo, der begge simpelthen bare levede soul og jazz i en symfoni af blåtoner. Så utrolig smagfuldt.
Og fortjent aftenens største bifald til dem. I øvrigt fedt at høre begge keyboardspillere klart og tydeligt, den ene med den urklassiske 80er Yamaha DX 7 'Rhodes'-lyd. Så kan man diskutere om lyden af synthesizer kan have autencitet, i forhold den form for soul, Maxwell dyrker, han den
Som med Blige har Maxwells stemme stadig stor spændvidde - han lyder som idolet Prince, som blev hyldet et par gange undervejs, og gamle soulpionerer som Marvin Gaye med let nasal klang som Stevie Wonder.
Han var tilmed langt mere nærværende og virkede ægte taknemmelig over at kunne stå lige på dén scene i dag og give aftenens version af dét han gør hver aften på sin turné.
Der var mange momenter undervejs - en enkelt nævnes her. Da Maxwell gav 'Lake by Ocean' i en indsmigrende version, der fik en del af publikum til at klappe midt i nummeret i bare glæde over, hvor fedt det lød. Må man gå ud fra.
Hvis jeg ejede en festival og et telt, ville jeg hyre Maxwell til at levere lidt intim festivalstemning.
Mary J. Blige og Maxwell i Falconersalen, fredag aften
