Historien om verdens første rockstjerne, der levede sit liv i ekstrem ekstravagance for at dø som en tragedie, er kendt af de fleste med bare en smule interesse i rock’n’roll. Onsdag er det præcis 40 år siden, Elvis Presley døde.
Men manden med den store stemme havde også en anden side – en gavmildhed og ægte sydstatsgenerøsitet, et stort hjerte for mennesker i nød og mennesker, der gjorde det godt for ham. Elvis’ godgørenhed/ødselhed, kombineret med elendig forretningssans, truede mere end en gang med at ruinere firmaet Elvis Presley.
Det kunne næsten ikke være anderledes med en mand, der bare på en enkelt weekend købte mellem 20 og 30 store biler, hvoraf en hel del blev givet til venner og bekendte. For nu bare at tage et enkelt eksempel.
’Elvis’ mor plejede at sige: Det er Cherokee-blodet i min søn’.
Kæreste med unge Elvis
Vi – tre danskere der arbejder på en bog om Elvis – befinder os på en hyggelig café i den typiske amerikanske lilleby Trenton mellem Memphis og Nasville, Tennessee. Her bor Barbara Hearn og hendes mand Jim, begge i dag pensionerede CIA-agenter. En periode i 1956 på tidspunktet, hvor Elvis for alvor var på vej mod stratosfæren, var Barbara kæreste med Elvis.
Barbara og Jim mødte hinanden som udstationerede i Damaskus i Syrien. De kan tale længe om denne skønne, en af verdens ældste beboede byer, og alt det forfærdelige, der overgår den i disse tider. Men emnet er Elvis Aaron Presley.
Barbara taler om Elvis’ store generøsitet, som det hun helst vil huske fra deres tid sammen – hellere det end hans konstante utroskab. Hun husker hans mor, Gladys, når den unge, succesrige søn endnu engang bragte en gave med hjem til familien, der dengang netop var flyttet ind i et stort nyt hus i Memphis.
’Det er indianeren i ham,’ sagde Gladys til Barbara.
Der er skrevet et hav af bøger om Elvis. Mange af dem beskæftiger sig med hans psyke. Nogle mere vidtløftigt end andre. Elvis tvillingebror, der skulle have heddet Jesse, døde ved fødslen. Måske er det rigtigt, som blandt andre psykologen Peter Whitmer påstår, at Elvis som såkaldt ’twinless twin’ følte en konstant stor skyldfølelse, som han forsøgte at kompensere med den nævnte gavmildhed.
Tiptipoldemor tvangsflyttet
Lad os holde os til mor Gladys’ mantra.
Et af de kulsorte kapitler i USAs historie er tvangsdeportationerne af indianere fra deres oprindelige land. I begyndelsen af det 19. århundrede kæmpede en ung mand ved navn William Mansell med fransk-skotske rødder på den senere præsident Andrew Jacksons side i en krig mod englændere og indianere.
Som præsident gennemførte Jackson senere deporteringer af 17.000 Cherokee indianere fra Smokey Mountains, hvor der var gjort store guldfund, til et område vest for Mississippiflodens bredder, i dag Oklahoma.
Morning White Dove var navnet på en af de 17.000, der under kummerlige forhold måtte vandre og bedste fald køre vestpå. Hun blev dog hængende i Tennessee, da hun fandt sammen med Mansell. De nåede at bosætte sig i Alabama og få et par børn, inden hun døde som bare 35-årig i 1835.
Alt dette fremgår af sitet elvis-aron-presley.nl. Ifølge ancientameriac.com blev der i 2004 udført en dna-test, der beviste, at Elvis havde en blodtype, var typisk for de tidligste amerikanske indvandrere fra Asien.
Præcis 100 år senere skulle Mornings gener manifestere sig i tip-tipoldebarnet Elvis Aaron Presley.
Gavmildhed
I de dage, hvor Elvis var kæreste med Barbara Hearn, begyndte mor Gladys at føre scrapbog. Det samme gjorde en helt ung spastisk lammet fyr ved navn Gary Pepper. Med hjælp fra sine forældre opsøgte han familien Presley og tilbød dem sine udklip.
Den talehæmmede, handicappede mand blev hurtigt en god ven af Elvis – så tætte blev de, at de ligefrem udviklede et sprog sammen.
Som tak for Peppers gestus overfor moderen betalte Elvis ham for at holde sin fanklub ’Elvis Tankers’ i live, og han købte sågar et hus tæt på Graceland til ham. En anden stor Elvis-fan, en sygeplejerske, flyttede ind i huset, så hun kunne passe Pepper. Arrangementet fortsatte indtil Elvis død.
Elvis’ mor Gladys’ foretrukne frisør, mr. Homer Gilleland, holdt til i et af Memphis stormagasiner. Engang spurgte frisøren den helt unge teenager Elvis Presley, der yndede at hænge ud i stormagasinet, hvorfor han ikke længere fik besøg af moderen. ’Vi har ikke råd for øjeblikket,’ svarede Elvis skamfuldt.
’Sig til hende, at hun skal komme alligevel, hun kan altid betale,’ svarede frisøren. Den generøse sanger glemte aldrig Gillelands venlighed og købte derfor et hus – og mindst én bil – til ham, da han fik råd. Han støttede ham økonomisk, da han blev syg. Indtil sin død besøgte Elvis ham ofte.
Kokken Mary Jenkins Langston arbejdede i Graceland i 14 år. Hun var kvinden bag de mange king size måltider, Elvis nåede at indtage indtage, indtil hans død, og som nogen vil hævde tog livet af ham. Hun var hans nærmeste fortrolige. Også hun blev begavet med et hus – med tre soveværelser. Og fire biler.
Her er bare et enkelt eksempel mere:
Familien Presley boede et par år i et tofamilies hus i udkanten af Memphis. Husets første sal blev beboet af den jødiske familien Fruchter, som hjalp de ludfattige Presleys med økonomisk og anden støtte. Nok så vigtigt var fru Fruchter det nærmeste, Gladys Presley kom en fortrolig veninde.
Godt 12 år senere opdagede hendes mand, at ca. 100.000 kr., der var doneret til Memphis Jewish Community Center Building Fund, var betalt af ham sønnen med det lange sorte hår fra stueetagen. Med en lille note: ’Hils familien Fruchter’.
Dertil kommer så de mange, mange millioner, han postede i sine nærmeste venner og rygklappere i og udenfor The Memphis Mafia. Det er en anden historie.
Elvis som velgører
Det siges som regel, at George Harrisons koncert i 1971 til støtte for ofre for oversvømmelser i Bangladesh var verdens første rockstøttekoncert.
Man kan med god ret sige, at også der kom Elvis først. Den 4. juli 1956 købte 14.000 Memphis-borgere billetter til en koncert i Memphis Russwood Park, hvis overskud gik til et behandlingscenter for unge. Elvis var hovednavnet på koncerten, som han selv havde taget initiativ til.
Elvis' næste velgørenhedskoncert fandt sted i fødebyen Tupelo, Mississippi, den 27. september 1957. Hvad der i dag ville svare til 150.000 kr. gik til et ungdomscenter i Tupelo.
Frem til sin lange pause som filmskuespiller i 1960erne gav han tre koncerter, som alle var velgørenhedskoncerter. Alt overskud fra de to verdensberømte koncerter, der i 1972 blev sendt fra Honolulu via satellit til hele verden, gik til en kræftorganisation. Elvis støttede sin barndomsskole I Memphis, Humes High School.
Han støttede en bred vifte af lokale velgørenhedsorganisationer i Memphis. Og der var tale om store beløb. I årene 1962 – ’65 forærede han, hvad der ville svare til 10 mio. kr. i dag. Fra 1966 blev den årlige donation øget til 5 mio. kr. Som han gjorde en stor dyd ud af aflevere personligt på borgmesterkontoret hvert år vel juletid.
Han støttede hele livet kampen mod polio.
En af Elvis' foretrukne velgørende organisationer var St. Jude’s Hospital for børn i Memphis, som han støttede med ukendt millionbeløb. I dag er det takket være bl.a. Elvis donationer i live, og senere gennem Elvis Presley Enterprises, en af verdens førende forskningsenheder, når det gælder bekæmpelse af kræft hos børn.
Elvis Presley Charitable Foundation støtter diverse formål, bl.a. nævnte St. Jude’s Hospital. Organisationen støtter især unge musikere over hele USA
