Tim Christensen kunne ikke drømme om at streame musik fra sin computer eller iPad derhjemme. Han er en nørd med plader og bliver glad, når han ser, at flere og flere unge køber vinyl

Selv har den tidligere Dizzy Mizz Lizzy-sanger over 4.000 plader stående i lejligheden på Frederiksberg. Det svarer til omkring 30 meter.

- Jo, det fylder da. Men det er så hyggeligt. Jeg har samlet på plader, siden jeg var helt lille. Der var lige en periode i 90erne, hvor cd’en tog lidt over, men i begyndelsen af 00erne tog pladerne over igen. I dag køber jeg aldrig en cd.

BT møder ham i pladeforretningen Sound Station i København, en af sangerens yndlingsbutikker. Her kommer han selv jævnligt og bladrer i kasserne eller får bestilt særlige plader hjem. Han er ked af, at så mange pladeforretninger har måttet dreje nøglen om.

- Det er gået stærkt med at de lukker, det er sørgerligt. Der er stadig dem, der skal være der. Men de har det hårdt, det er der ingen tvivl om.

I lørdags besøgte han tre pladeforretninger i Danmark i anledning af ’Record Store Day’, hvor man over hele verden fejrede vinylen. For Tim Christensen er det vigtigt at støtte forretningerne, og ved at tage rundt og signere plader og spille et par numre var han med til at hive flere folk ind - i hvert fald for en dag.

Købte Beatles som seks-årig

- Det var en god mulighed for at trutte lidt i trompeten og måske få nogle til at genopdage, hvor fede plader er. Genopdage følelsen af et fællesskab i en pladeforretning. Der er altså noget særligt ved at tage bussen, toget eller bilen hen til en pladeforretning og købe en plade. Det glemmer vi lidt i disse internet-tider.

Internet-tiderne har nemlig fået langt de fleste danskere til at lytte til musik på nettet, men for Tim Christensen fylder pladerne så meget, at ingen streamingtjeneste får lov at hamle op med den ægte vare. Kun når sangeren er langt væk fra pladespilleren og de sorte skiver.

- Jeg er stor fan af Spotify, jeg bruger det meget, men kun når jeg er ude. Når jeg er hjemme, sætter jeg altid en plade på. Streaming er godt til smagsprøver, og man kan også sagtens opdage ny musik på Spotify. Men vinylen giver bare en større oplevelse end sådan et anonymt klik på en knap. Det er jo musik, man kan tage og føle på.

Selv købte han sin første plade, da han var seks år gammel. Det var Beatles-pladen ’Help’. Salget af vinylplader er faktisk generelt stigende i Danmark, selv om det stadig er en lille del af danskerne, der kaster sig over vinylen. Tim Christensen har lagt mærke til, forandring mellem reolerne i Sound Station.

- Det har længe været en feinschmecker-ting at købe plader, og det er det også stadig, men det bliver mere og mere almindeligt, selv om det jo aldrig bliver så stort, som det var engang. Når jeg kommer i pladeforretningerne, ser jeg flere og flere unge, der står og bladrer i pladerne, mange er under 20 år! Det er fedt.

En plade med gys

For Tim Christensen er det hele pakken, der gør vinylen til noget særligt. Sangeren har en særlig svaghed for pladecovers, som er en hel kunstart for sig – såkaldt ’cover art’. Cover art handler om indpakningen, og for Tim er det ikke noget, der bliver taget let på.

- Er du tosset, det går jeg meget op i. Det visuelle hænger meget sammen med musikken. Men sådan er det ikke for ret mange længere, især ikke blandt de yngre kunstnere.

I lørdags genudgav han i anledning af Record Store Day to plader, ’Honeyburst’ og ’Secrets on parade’, og omslaget til ’Honeyburst’ har han haft med sig fra barndomshjemmet.

- Det er min far, der har designet den. Han er grafisk designer og var med i en konkurrence om at designe en plakat til en modekonference, og han har klippe-klistret fra forskellige modeblade. Han vandt ikke, så plakaten blev ikke brugt. Til gengæld hang den i mit barndomshjem, og jeg har altid godt kunnet lide den. Så derfor spurgte jeg, om ikke jeg måtte bruge den. Det tror jeg, at han er lidt stolt af.

Tim Christensens eget yndlingscover er samtidig et, der får ham til at gyse.

- Det er uden tvivl King Crimsons album ’Court of the crimson king’ – det forestiller en mand, der skriger. Jeg var ved at tisse i bukserne, hver gang den faldt ud af reolen derhjemme.