Album nummer to fra d’herrer Leth, Simpson og Toksvig ligger i fornem forlængelse af stemningsfyldte ’Vi sidder bare her’ fra 2008, men Leth er mere personlig denne gang.

For to år siden fik de to nøglefigurer på den danske elektroniske musikscene, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, den idé at gå sammen om at skabe lydlandskaber til Jørgen Leths freestyle-poesi – det resulterede i det fine værk ’Vi sidder bare her’.

Og nu følges der op på de gode takter med ’Ikke euforisk’, der ligger i naturlig forlængelse af den forrige plade. Sidst havde Simpson og Toksvig været på Mallorca for at optage samtaler med Leth; denne gang har de været en tur i Paris for at gennemgå samme proces.

Temaer som sløvhed og depression går igen fra ’Vi sidder bare her’ i ’At bruge tiden’ og titelnummeret, mens der også filosoferes over ankomsten til et fremmed sted (’Ankomst’), det at tage afsked (’Så let at skubbe til’) og regn herhjemme versus regn i troperne (’Regnvejr’).

Men generelt er teksterne denne gang mere personlige, som når Leth deler ud af barndomsmindernes spisevaner i ’Gråpæren’ og den sjove, afsluttende ’Sommerting’, hvori han bittert raser over skummetmælk og sukkerfri produkter, og til sidst bryder ud i latter over sin egen vrissen.

’Alene, ikke ensom’ folder sig ud over næsten syv minutter med en kynisk Leth fortællende om at trives med at være alene, mens han i ’Avis’ øser ud af sine personlige ritualer og i ’DK’ kort kommer ind på, hvorfor han ikke orker at spille bedrevidende over for de yngre generationer.

Teksterne svinger mellem det tankevækkende og det pudsige, dog mest det første. Så man keder sig heldigvis aldrig i selskab med Leths billedrige og hyggelige hverdagssnak.

Lidt for fragmenteret

Bag poesien er Simpsons og Toksvigs lydspor igen afdæmpede og stemningsfulde uden at forstyrre fortællingerne, der vikler sig ind og ud af hinanden – oftest lægges en noir-jazzet stemning for dagen. Sine steder med afdæmpet trompetspil, der sender tankerne i retning af Jon Hassell.

’Ikke euforisk’ holdes dog lidt nede af den manglende røde tråd på samme måde som ’Vi sidder bare her’ gjorde. Nuvel, det er freestyle-poesi, men man kunne nok alligevel have flettet tekststykkerne bedre sammen og fået de musikalske overgange til at flyde lidt bedre; det er simpelthen en smule for fragmenteret.

Det sagt, så er ’Ikke euforisk’ stadig en af de mest solide danske udgivelser i år – selvom den falder lidt uden for det beat-musikalske spektrum. Men hvad gør det i grunden, når man kan blive rørt af både tekster og den dunkelatmosfæriske musik?

SMS

Hitter på Facebook