Det er kun få uger siden den danske rap-konge L.O.C. udkom med sit seneste og 7. soloalbum. Det var til voldsomt blandede anmeldelser, hvor Liam O’Connor både fik at vide, at han virkede træt, og han aldrig havde været bedre.
Derfor var det spændende at se, om L.O.C. var træt eller bedre end nogensinde før, når han skulle sparke turnéen til det nye album ’Prestige, Paranoia, Persona vol. 2’ i gang i Portalen i Greve.
Det var i hvert fald en voldsomt engageret L.O.C., der lidt i 21 torsdag aften kom på scenen i Greve. Det gjorde han til lyden af nummeret ’Praelüdium’, der også er første nummer på det netop udkomne album.
Dyster stemning
Rent stilmæssigt var der ikke meget, der havde ændret sig siden denne anmelder så rapperen optræde i Pumpehuset tidligere på året. Det var nemlig en sort habit med hvid skjorte og sorte handsker-klædt Liam, der, lige som mange af hans seneste numre, bidrager til en dyster stemning.
Den stemning bliver hjulpet godt på vej af den voldsomt tunge basgang, der gennemsyrer flere af de nyeste numre, og som til tider får en til at undskylde til sine trommehinder.
Mens bassen pumper hopper Liam rundt på scenen, slår hårdt ud i luften med en mine der er forvrænget af smerte akkompagneret af engagerede, gennemborende og intensivt stirrende øjne, der føles som issyle, hver gang bassen gennemborer publikum.
Hård rock eller metal
Det minder mest af alt ikke så meget om en rap-koncert, men mere om en omgang hård rock eller metal. Ikke desto mindre blev L.O.C. mødt af øredøvende skrig og skrål efter hvert nummer. Og det ikke kun fra unge teenage-piger, men også fra kvinder (og mænd) der er så gamle, at de kunne være min mor (og far) – og jeg er 27 år!
Det siger en del om, hvor langt L.O.C. er nået, når han kan tiltrække den slags publikum. Selvfølgelig kan en del af den succes tilskrives det dommerjob, som rapperen har på tv. Men mon ikke den mere dystre og dybe side har trukket andre slags folk til den forpinte rappers univers.
L.O.C. har et rimelig stort bagkatalog, som ikke kun er fyldt med mørke, men det blev der ikke spillet ret meget fra i torsdagens koncert. Så hvis du håber på at høre numre fra ’Dominologi’, ’Inkarneret’ og ’Cassiopeia’, så skal du nok selv sætte pladerne på der hjemme og ikke gå til ’Prestige, Paranoia Tour’.
Enkelte hits
Et par enkelte af de store hits blev det dog til med ’Undskyld So’, Frk. Escobar’ og det helt nye hit ’Helt Min Egen’ med stjerneskuddet Barbara Moleko. Men som L.O.C. selv udtrykte det, så er der ’meget depressivt shit om at tage livet af sig selv’.
Hvis man er til det, så kan det varmt anbefales at tage til L.O.C.-koncert i løbet af efteråret, ellers skal man nok blive væk. For det bliver en anelse for meget med de rigtig mange mørke numre, som ikke helt har samme hitpotentiale, som mange andre numre i L.O.C.s bagkatalog.
Men for at konkludere på det indledende spørgsmål. Så er L.O.C. nok bedre end nogensinde før på en scene, men det er jeg ikke sikker på hans musik(valg) er.
L.O.C., Prestige Paranoia Tour, Portalen Greve, fire ud af seks stjerner.



