Julehandlen er så småt ved at komme i gang, og ganske ligesom de tre foregående år er der atter ganske belejligt blevet fabrikeret et nyt One Direction-album til lejligheden. Og lad det bare være sagt med det samme: musikken på bandets fjerde album er omtrent lige så fantasifuld og besnærende som titlen.
Uden modhager eller sporet af en kant glider de glatte popsange gennem øregangene som smeltende smør, og man forbløffes over, at gutterne, der da efterhånden er ved at have passeret de 20 somre, ikke efterhånden har fået kollektiv diabetes som følge af mængden af sirupssukrede omkvæd.
I Girl Almighty leges der med en snert af folkemusik, og her er et anstrøg af charme og smittende ungdommelig energi, som man i den grad savner i det noget blodfattige billede, albummet som helhed udgør.
Ironisk er det desuden, når man nu har at gøre med et produkt, der ikke fortjener meget bedre end at blive streamet gennem et par små smartphonehøjtalere, at der nok skal blive langet en i disse tider velvoksen stak fysiske eksemplarer over disken.
Noget af det bedste, man kan sige om Four er, at den mest af alt er en forglemmelig affære, der er hurtigt ude af den indre rotation efter endt lytning.
