Efter mange løse rygter har BT fået bekræftet, at legendariske Rolling Stones - ført an af Sir Mick Jagger - bliver hovednavnet til årets Roskilde Festival. 

Det er en altid pålidelig international festivalkilde, der bekræfter nyheden. BT har tidligere kunne afsløre Roskilde-koncerter med både Prince og Bruce Springsteen før tid. Og BTs kilde tilføjer, at man på den store danske festival har betalt ikke mindre end tyve millioner kroner for fornøjelsen.

Det svarer til godt halvdelen af Roskilde Festivalens årlige musikbudget.

- Vi kender selvfølgelig til rygtet. I sidste måned var det U2. Men vi kommenterer aldrig rygter. Men det ville da være fantastisk med Rolling Stones på Roskilde.



Sådan siger Roskilde Festivals pressetalsperson Christina Bilde, der personligt aldrig har oplevet en Rolling Stones-koncert, til BT.

- Jeg har hørt, at de er fantastiske. Og det kunne jo være sjovt, da Roskilde Festivalen i 1973, tror jeg, det var, købte den store Canopy-scene af dem, siger Bilde, der endnu engang understreger, at hun aldrig kommenterer dén slags rygter.

Før Roskilde Festival spiller Rolling Stones 28. juni på den belgiske festival CW Classics, som folkene fra Roskilde arbejder tæt sammen med. Og når prisen kan holdes så relativt lav (i Stones-sammenhæng) skyldes det, at gruppen allerede har hele udstyret på landevejen samt det faktum, at de på Roskilde ikke selv skal medbringe scene, lyd og lys - det er allerede klar.

Sidste år kunne Rolling Stones fejre deres 50-års jubilæum. Lige nu giver rocklegenderne koncerter i Asien. Og bandet har allerede bekræftet to andre sommerfestival-koncerter i Europa.

Nyheden bliver after al sandsynlighed officielt bekræftet 2. april.