Roxette gør det. Status Quo gør det. Selv Paul McCartney gør det

Aflyser koncerter i det danske sommerland på grund af svigtende billetsalg. Tendensen gælder også de mindre danske sommerfestivaler. Indtil nu er hele tre i hhv. Silkeborg, Aabenraa og Skive endt i store økonomiske problemer.

Madonnas koncert mandag i Parken blev dog gennemført. Ifølge arrangøren Live Nation har salget været godt, men andre steder i Europa har hun optrådt for tomme koncertstole. Det svenske billetbureau bijletshop har, ifølge Aftonbladet, måtte sætte prisen ned til det halve for at sælge billetterne til koncerten på Ullevi i Göteborg på torsdag.

- Jeg kan frygte, at det danske festivalpublikum er overmætte. Mange arrangører tror, at hvis bare vi har sikre navne som Nik og Jay og Medina på, så sælger det sig selv. Man skal huske, at de og f.eks. Seebach og Kim Larsen optræder rigtig meget, både sommer og vinter, siger den erfarne koncertarrangør John Christoffersen til bt.dk.

Efter hans mening er det store stjernenavn ikke nok i dag. Magi og unikhed skal gå op i en højere enhed.

- Man skal huske at en tur for et par til koncert i Horsens eller København meget hurtigt løber op i 4 - 5.000 kr., inklusive hotel, forplejning og transport. I et kriseramt Danmark og Sydsverige er det rigtig mange penge, siger han.

- Der skal magi til. Da McCartney optrådte i Horsens i 2004 var det en magisk oplevelse. Det samme, da Madonna for første gang nogensinde optrådte i Parken for tre år siden. I år bliver det total magi, når Bruce Springsteen træder ind på Canopy scenen i Roskilde. Men som verden er i dag, går den åbenbart kun en gang, siger Christoffersen.

Sidste år måtte to danske festivaler gøre en masse kreditorer vrede, da de lukkede ned uden at betale. I år har tre danske sommerfestivaler store økonomiske problemer.

Silkeborg-festivalen Hede Rytmer blev reddet på stregen i ellevte time i maj, da tre investorer, Globus Biler/Thomsen Biler, Silkeborg Slagteren og værtshuset Den Gyldne Hest skød en million kroner i festivalen.

Aabenraa-festivalen Beach Party måtte lukke med stort underskud, da der kun mødte 100 op til den afsluttende koncert med Sussi og Leo.

Senest er Skive Festivalen kommet ud af årets festival med så stort et underskud, at den har måtte meddele kreditorerne, at de ikke får deres penge foreløbig.

Formanden Henrik Kirketerp-Møller skriver til kreditorerne, at underskuddet skyldes et manglende billetsalg i maj  kombineret med en mindre omsætning på festivalpladsen, muligvis grundet det kolde og blæsende vejr.

- Det interessante er jo, at Roxette må aflyse i samme arena i Brøndby, hvor ZZ Top trækker en masse mennesker. Thin Lizzy sælger også godt. Det samme gør Beach Boys i Aarhus. Grupper som henvender sig et dedikeret publikum. Metalfestivalen Copenhell solgte, så vidt jeg ved, også pænt. North Side festivalen i Aarhus er en kæmpe succes. De har en meget klar profil i forhold til et ungt indie-orienteret storbypublikum og tør tage chancen med Emeli Sandé, som gav en fantastisk koncert i år. Nogenlunde det samme gælder Roskilde Festivalen. Man kunne sige det samme om kunstnere som Andre Rieu, Andrea Bocelli og Hansi Hinterseer, det også har en præcis målgruppe, siger Christoffersen, og tilføjer:

- Det er ikke nok at hyre store seminavne som Joe Cocker, Bryan Adams og Status Quo. Det så vi, da sidstnævnte aflyste i Esbjerg, siger Christoffersen.

Taberne ved de mange aflysninger er de lokale leverandører. Ifølge bt.dks oplysninger får langt de fleste, større danske musiknavne nemlig deres hyre udbetalt på forhånd. Eller i hvert fald en stor del. Belært af erfaringerne.

Bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra foreningen Dansk Live, der organiserer danske spillesteder og festivaler.