Godt halvandet år efter debuten med den bundsolide 'Join The Revolution' følger den københavnske kvartet Shotgun Revolution op med 'The Legacy Of Childhood Dreams', og den er endnu bedre end forgængeren.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>AF STEFFEN JUNGERSENPå overfladen er 'The Legacy…' måske nok overvejende mere af det samme: klassisk hård rock med en stålsat determination og et aftræk, som kan sende de fleste konkurrenter hjem til moar, før man kan nå at sige 'son of a bitch!'.
Referencerne til klassisk D-A-D, AC/DC og tidlig Guns N’Roses (specielt sammes guitarist Slash) er stadig til at høre, men så store skygger bevæger man sig heller ikke ud af over natten. Når det så er sagt, så er Shotgun Revolution på dette album i høj grad først og fremmest sig selv, og det er nok noget nær den største ros, jeg kan give dem.
De karakteristiske simple staccatoriffs, den mere end velkomne hensyntagen til lys og skygge (læs: organisk dynamik) på snart sagt hvert eneste nummer samt chefkomponist Martin Franks tæft for medrivende melodier og guitarfills gør, at man – bandets forbilleder til trods – på dette album på intet tidspunkt er i tvivl om, at det hér altså er Shotgun Revolution.
Og så er det ligegyldigt om bandet fyrer op under samtlige kedler på 'Backstabber', 'No Good Bastard', 'Too Much Reality' og 'Driving Without Brakes' eller rent faktisk holder lidt igen på bremsen i titelnummeret og 'Run Daddy Run'.
Hele vejen er det velspillet og dertil sat i scene med en dejligt organisk rocklyd af Martin Frank og Flemming Rasmussen. Et album, som bør booste Shotguns popularitet betragteligt. Selv i et land, som ind imellem synes fortabt i syntetiske poppapegøjer, plat og realityshows, har man vel ind imellem brug for noget, der er ægte. Vi har da i hvert fald lov at håbe.
Shotgun Revolution, 'The Legacy of Childhood Dreams', Target, Release: 16. april
