Sundhedsstyrelsen er næsten det samme som sharia. Sammenligningen mellem det fundamentalistiske islamiske regelsæt og den danske alkoholpolitik kommer fra debattør, mediemand og musiker Torben Steno, der er aktuel med dét, han selv kalder en terrorpop-single.

Titlen er 'Din varme røv'. Den udsendes under navnet Torben Steno & Den offentlige sektor.

Officielt anbefaler Sundhedsstyrelsen danske mænd at begrænse forbruget til 14 genstande om ugen. Drik hellere lidt for tit, også hvis du er muslim, mener Steno.

Gennem det sidste par årtier har Torben Steno været en af de mest markante danske mediepersonligheder. Efter en del år som tv-vært og programlægger - senest det omdiskuterede mande-program ’Blachman’ med nøgne kvinder - er han nu vært på Radio24syv.

Sideløbende er Steno musiker og nok mest kendt for Pligten Kalder - et samarbejde med Johan Olsen fra Magtens Korridorer.

Intet bedre alternativ

Hvor de fleste andre kunstnere forsøger at finde en form for håb og perspektiv i det blodige spor efter massemordene i Paris i november, hylder Steno nærværet, som han finder i rusen.

»Der går ikke én dag, hvor man ikke bliver overbevist om, at verden er lidt dårligere, end den var i går. Jeg kan næsten ikke finde noget positivt at sige om verden,« siger Steno.

»For mig at se er der ikke noget bedre alternativ end at drikke lidt for tit - man må flygte ind i sig selv, og lægge sig op ad ens kærestes varme røv og finde håbet der. Alkoholen har den virkning, at man bliver lidt mere nærværende, så ens fokus flytter sig fra Tigrit til Ølstykke, eller hvor man bor,« siger Steno, og tilføjer for lige at få dét på plads:

»Der opstod en del ballade engang, jeg lavede et tv-program, hvor gæsterne drak øl. Folk opfatter det som om, jeg mener, vi skal være skidefulde hele tiden. Det er så dumt. Jeg synger bare, at det hjælper altså lidt at drikke lidt for tit. Jeg siger ikke, at vi alle sammen skal gå rundt i en evig brandert.«

Politisk ukorrekt

Hvordan passer druk ind i forhold til terrorbekæmpelse?

»Det er sindssygt politisk ukorrekt at sige, men jeg tror, at det ville være virkelig godt for integrationen, hvis et stigende antal muslimer begyndte at drikke lidt for tit. For hvis du som muslim følger din religion og aldrig har tømmermænd, så misser du noget vigtigt. Jeg lavede engang et interview med Naser Khader, som sagde, at nogle gange er det godt bare at have tømmermænd, ligge i sengen, se op i loftet hele dagen, mens man tænker,« siger Steno, og tilføjer:

»Det at drikke lidt for tit er at træde ved siden af indimellem og tilgive sig selv for sin almindelige uformåenhed. Men hvis man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så kan man aldrig tilgive sig selv. Så lever man efter andres fundamentalistiske regler. At leve efter Sundhedsstyrelsens regler eller sharia - det er næsten det samme.«

Hvad er det helt præcis, du mener, den danske alkoholkultur kan tilbyde muslimerne?

»Jeg mener bare, at hvis man efterlever islams regler og er lige så træt af verden som jeg, så knap en Hansa op. Bemærk, at det hjælper. Jeg har det også sådan, det kan da ikke passe, at man ikke må sige det højt. Man kan ikke indlede en popsang med ordet ’massemord’. Men det gør jeg i 'Din varme røv'. Jeg er 56, gælden står i mit navn. Det er ligegyldigt, hvad andre mener.«

Folk, der har levet med et misbrug - og deres nærmeste - vil nok mene, at dit budskab er farligt.

»Jeg kender mange, der er kommet ud af et misbrug. De har det sådan, at hvis de drikker igen, bliver de ved. De kan simpelthen ikke stoppe. Det er et gen. En sygdom. Jeg kender det med cigaretter. Jeg kan ikke stoppe. Mit liv giver ikke mening uden røgen. Så jeg ved, hvad de kæmper med. Men det skal jo ikke afholde mig fra at have mine holdninger.«

Har vi ikke alle sammen et ansvar for at tænke i konstruktive løsninger?

»Det har vi. Hvis jeg ikke må have lov til at drikke et par varme øl og lægge mig op ad min kones røv. Skulle jeg sidde og bekræfte folk i at det er forfærdeligt i Mellemøsten? Det nytter ikke noget. Vi skal jo leve videre. Jeg er glad for, at jeg ikke tilhører den generation, der skal overtage verden. Jeg husker euforien, da muren faldt. Jeg rejste rundt som gademusikant i Tjekkiet. Det var jo ’The summer of love’. Da jeg var ung, var vi bange for atomkrigen. Det var mere konkret at forholde sig til. Verden var simpel. Der var dem, og der var os, hvilket gav en vis stabilitet. Jeg har svært ved at se den verdensorden vende tilbage.«

Flere oplevelser end penge

Torben Steno har spillet musik siden sin tidligste ungdom, bl.a. i et sejlivet jødisk klezmer-orkester.

Det gav flere oplevelser, end det gav penge på lommen.

Han udgav et soloalbum i 2007, som med hans egne ord blev købt af ’to finner’. Pligten Kalder er opstået omkring et gammelt orgel, som Steno engang købte for 300 kr. i Svendborg.

»Det stemmer sjældent og går altid i stykker, men det har en lyd som intet andet orgel i verden. Jeg mærker en støt stigende interesse for den organiske, autentiske lyd. Folk er så trætte af digitalisering og tjekket, hurtig afvikling, at man har brug for alternativer. Jeg ser helt unge mennesker købe grammofoner for øjeblikket. 12 år gamle drenge. Vinylsalget stiger. Det er et af de største sundhedstegn i denne verden. Cd’en er en af de største fejl i musikbranchens historie. Den medførte en forfladigelse af musikkulturen. Hvem ville have en bunke vinylplaer liggende i bunden af bilen, som man havde med cd’erne.«