D’herrer Leth, Simpson og Toksvig formåede ikke helt at overføre den fine stemning fra plade til scenekant, da de i aftes gav den første af tre udsolgte koncerter på Københavns Jazzhouse.
”Vi sidder bare her” kalder de deres musikalske samarbejde – poet og filminstruktør Jørgen Leth og musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. Sammen har de udgivet to albums: den selvbetitlede debut fra 2008 og opfølgeren ’Ikke euforisk’, som kom i juni i år.
Begge ganske fine værker, hvorpå Leth lommefilosoferer og freestyledigter over hverdagens små og store ting med Simpson og Toksvigs dunkle elektroniske lydlandskaber som baggrund.
Til pladerne optager de to musikere først poetens improvisationer, som de så efterfølgende sætter noirjazzede toner til, og derfor afviger det egentlig lidt fra formlen at optræde sammen i koncertsammenhæng med de små musikalske digtbidder. Ville det mon virke?
Efter sigende ville det, da de tre i oktober sidste år spillede Nørrebro Teaters scene. Men denne aften var Københavns Jazzhouse dog stedet, og koncerten var den første af i alt tre totalt udsolgte ”Vi sidder bare her”-seancer, og jo, ja, det fungerede nogenlunde. Men langt fra over al forventning.
I anledningen var trioen (med Simpson på keyboard og mundharpe og Toksvig på bas og elektronik) udvidet til en sekstet med cellist Karin Dalsgård, trompetist Kasper Tranberg og trommeslager Henrik Vibskov, så på instrumenteringens front savnede man i hvert fald ikke noget.
Men alligevel var det en lidt uforløst oplevelse at spendere halvanden times tid i selskab med dette ellers sympatiske og lidt skæve orkester. Simpelthen fordi det musikalsk blev for ensformigt – Leths underfundige og finurlige lyrik måtte slet og ret bære en lidt for stor del af læsset.
Fortrinlig start
Sådan er det sådan set også på plade, men dér strækker spilletiden sig til gengæld kun over det halve, så man ikke kan nå at trættes over musikkens ensartethed på samme måde, som man gjorde under anden halvdel af koncerten på Jazzhouse. Men det hele startede dog ellers fortrinligt.
Man følte sig ganske enkelt i gode hænder, da ensemblet åbnede med ’Ankomst’, som Leth havde skrevet nye vers til – kort sagt en særdeles billedrig beretning om at ankomme til en lufthavn i et fremmed land.
Så kom ’At komme i gang’ om Leths problemer med at ramme de kreative faser, så den halvlumre ’Dans’ om det rytmiske og seksuelle samspil mellem mand og kvinde, og så fik vi ellers mulighed for at koble helt af til sangen af samme navn. Dét var rigtigt godt.
Jazzanekdoter
Men herfra gik musikken lidt i ring og kun de sange, hvor digtningen virkelig glimrede (’Alene, ikke ensom’, ’Min første forelskelse’ og vittige ’Avis’) løftede sig ud af anonymiteten. Det hjalp heller ikke, at Tranbergs trompetspil mildest sagt kiksede under ellers fine ’Gråpæren’.
Nej, så var det straks bedre, når Leth kastede sig ud i anekdoter undervejs og fortalte, hvordan Jazzhouses omgivelser sendte ham tilbage til 60’erne, Montmartre, tiden som jazzanmelder og koncert med ikonet Norman Granz, der havde helte som Bud Powell og Lester Davis med sig.
Eller dengang, da Miles Davis gav en hel koncert med ryggen vendt mod publikum, eller da Leth for to år siden blev inviteret med i New Yorks Avatar Studios af den danske jazzmusiker Jakob Bro for at møde idolet Lee Konitz, som han [Leth] selv havde set give koncert 48 år forinden…
Afslutning med et smil
Men fraset anekdoterne, så kørte musikken som nævnt lidt for meget i cirkler, mens publikum konstant stod og sad som sild i en tønde i den varme kælder, når der da ikke valfartedes til og fra baren efter øl.
– Jeg havde også glemt min jakke; godt vi skal spille lidt mere, sagde Jørgen Leth, inden ekstranummeret, og man fristedes til ikke at give ham ret i den sidste del af sætningen.
Men den ekstra sang var heldigvis ’Sommerting’, hvori der vrisses vittigt over antikaloriemafiaen og vor tids sukker- og fedtfri fødevarer, som tydeligvis ikke huer den aldrende herre. Og således kunne man trods alt forlade den noget jævne koncert med et smil.
Selvom man samtidig kunne konstatere, at "Vi sidder bare her" jo bare sad dér og vuggede lidt for homogent gennem sangene.
