Dave Matthews Band brillerede for udsolgt hus i København – men bandets spilleglæde og sans for dynamik gjorde, at det aldrig blev til goldt takt-tælleri.
DAVE MATTHEWS BAND, Tap 1, København
Okay, hør så efter hér:
Når man kan ånde og spille en slags periodisk liv ind i selv musikernes pendant til den halvslatne lolitadukke – det frygtede kvarterlange funk workout (!) – så er man altså noget ganske særligt.
Men det kunne amerikanske Dave Matthews Band i københavnske Tap 1 fredag aften, og førnævnte funkfjolleri var dén eneste musikalsk tvivlsomme periode på en aften, som ellers formede sig som noget af et triumftog for den sympatiske Matthews og hans intet mindre end exceptionelle band.
De båse findes simpelthen ikke brede nok, der kan huse dén musik, Dave Matthews begår sig i sådan en aften. Alene i de første tre numre fik vi en på papiret forrykt men i Matthews og bands hænder nærmest logisk kogende kreativ keddel hældt ned over vore hoveder af alt fra folk over rock og latin til caribiske og afrikanske rytmer.
Og sådan blev det i og for sig ved de næste næsten 150 minutter, som stort set tegnede sig som et lærestykke i såvel musikalsk kontrol men – nok så vigtigt – også et langt stykke ad vejen som fornem forståelse for ånderum og dynamik.
Se, som mange vist efterhånden er klar over, kan jeg ikke fordrage musikalsk selvtilfredsstillelse for sammes egen skyld, men meget af det hér havde sgu’ sjæl. Blot et par blikke på musikerne understregede, at nok syntes de, det hér var fedt, men det syntes så sandelig også, at det var fedt, at publikum syntes det samme.
Ligesom Matthews’ og bandets musik gang på gang begaver lytteren med nogle små bidder melodiske passager og refrainer. Kvaliteter, man ellers langt fra er forvænt med i fusionsmusik.
Fremhæves i særdeleshed i både musikalsk og spilleglædemæssig sammenhæng skal så den forrykt (dér var det ord igen!) virtuose trommeslager Carter Beauford (mener jeg, han hedder) – simpelthen den sejeste skindbetvinger, jeg har bøjet mig i støvet for i mange år.
Bandet som helhed?
Well, som én af mine gamle venner altid lakonisk konstaterede, når vi hørte et band, der var rigtigt godt:
”Nå, nu har de fandeme øvet igen!”
Okay, skal man kritisere noget, var en spilletid omkring to-en-halv time i overkanten. Det er lang tid, når man skal tage så megen virtuositet ind. På den anden side set er jeg ret sikker på, at jeg var én blandt få i det 6.000 tallige publikum, der havde det sådan.
Men efter dette vældige vanvidsridt i virtuositetens vilde vovers vridemaskine ville det så være lemfældig omgang med sandheden at påstå, at jeg ikke glædede mig til at komme hjem og sætte ZZ Tops såre simple ”Jesus Just Left Chicago” på anlægget og bare tælle lige så stille til fire.
Til gengæld ville det også – parametrene påagtede – være løgnagtigt og talt mod bedre vidende, hvis jeg gav denne koncert mindre end fem stjerner. Det var dygtigt. Meget dygtigt. Om det så måske var en tand FOR dygtigt, må større skønånder end jeg altså skændes om . . .
