De ligger nummer et på dansktoppen, og de har rejst landet tyndt for at optræde i mange år.

Men uanset hvor rutinerede de er, så gik det helt galt, da bandet Fede Finn & Funny Boyz skulle optræde i Mejrup Sognegård i weekenden.

»Da vi kom frem, var døren låst, og der var ingen på stedet,« siger Lennart Johannessen, der er frontfigur i bandet til Dagbladet Holstebro Struer.

Han fortæller, at de tre musikere ventede uden for sognegården i en time, og endte med at køre retur uden at have sunget en strofe. Og Lennart Johannesen ærgrer sig over, at bandet ikke bare missede en optræden og en fest, men samtidig spildte både tid og penge på at køre fra hjembyen Holbæk til Mejrup på en dag, hvor de tilmed havde sagt nej til andre opgaver.

»En ting er, at vi er blevet snydt for betalingen på 18.000 kroner for opgaven. Men vi er jo også til grin,« siger Lennart Johannessen, der fortæller, at den ultimative nedtur på landevejen kom efter et usædvanligt kringlet forløb, hvor bandet flere gange havde rykket for betalingen og forsøgt at komme i kontakt med kunden, en nu 40-årig mand fra Vinderup, der havde bestilt musikken til sin 40 års fødselsdag.

»Om fredagen meddelte vi ham, at vi ikke ville komme, fordi pengene ikke var blevet betalt. Men pludselig kommer der så en sms fra mandens kone eller kæreste, som spørger: »Skal I have mad, når I kommer?« fortæller Lennart Johannessen.

Efterfølgende får bandet adressen på sognegården tilsendt, og nu mangler blot dokumentationen for, at beløbet er betalt. Men lige meget hjælper det, og til sidst skal musikerne bestemme sig til, om de vil køre til Mejrup for at spille som aftalt i håbet om, at pengene dukker op, sådan som kunden har forsikret.

Vil ikke skuffe nogen

»Vi kører reelt derover, fordi vi ikke vil skuffe nogen. Tænk hvis de står med 75 mennesker, der glæder sig til, at vi skal spille, og så kommer vi ikke,« siger Lennart Johannessen.

Undervejs skiftes de tre musikere til at forsøge at ringe festarrangøren op, men forgæves. Lennart Johannessen står nu tilbage med irritationen og frustrationen.

»De spilder vores tid. Vi har også travlt med at indspille en ny plade, og vi har ikke tid til at køre forgæves,« siger Lennart Johannessen.

Han har nu orienteret sin fagforening, Dansk Musikerforbund, om forløbet og forventer, at fagforeningen vil tage skridt til at inddrive pengene. Direkte adspurgt forsikrer kunden, at han har betalt for musikken, men han vil ikke fremlægge dokumentation.

Hvordan gik I fejl af hinanden?

»Jeg var en halv time forsinket,« siger 40 års fødselaren, der ikke vil have sit navn i avisen. Hvad angår bandets talrige forgæves forsøg på at komme i kontakt med ham, siger kunden, at han havde glemt sin mobil derhjemme.

Og festen?

Den blev ifølge kunden gennemført alligevel, dog med musik fra stereoanlægget i stedet for levende musik.