Historien om det danske popeventyr Rugsted Kreutzfeldt er skrevet ned i en ny biografi. Her fortæller de om det, der skulle vise sig at blive et sejlivet døgnfluehit.
Eventyret om den danske popsensation, der kom, spillede, forandrede den danske rockscene og næsten forsvandt lige så hurtigt, fortælles i en ny biografi - med den ikke helt overraskende titel ’Kom tilfældigvis forbi’. Samtidig udkommer en del genudsendelser af deres gamle plader.
I perioden fra 1979 til 1982 fik Rugsted Kreutzfeldt danskerne til at synge med på ’Jeg ved det godt’ og en stribe andre bud på melodiøs pop med bund i rockmusikken og ligefremme hverdagsnære tekster.
Rugsted Kreutzfeldt indvarslede et årti, hvor dansk poprock solgte millioner af plader: Sneakers, Tøsedrengene, Danseorkestret, Dodo & The Dodos, Anne, Sanne, Lis og Larsen.
Man kan diskutere, om Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt helt har fået den kredit, de fortjener, for at have skubbet til den bølge på et tidspunkt, hvor vestkystrock, jazzrock, soul, disko og punk sloges om opmærksomheden.
Dansk pop var politisk ukorrekt på rockscenen. Meget betegnende har Roskilde Festivals daværende boss Leif Skov senere udtalt i sin biografi, at han har fortrudt, at han hyrede RK i 1981. Det var lovlig poppet.
Lyden af lædersofa
Journalisten Lasse Ellegaard leverede, hvad der senere skulle blive det mest ikoniske statement i dansk rock: ’Rugsted Kreutzfeldt er lyden af lædersofa’.
Men der har altid været, og vil altid være, et kæmpe publikum til umiddelbar refrænpop med direkte adgang til hjerteregionen. Og det publikum manglede Rugsted Kreutzfeldt indtil fredag den 13. marts 1981, hvor duoen medvirkede i tv-programmet ’Spil op’. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.
I løbet af kort tid solgte de hundredetusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.
»Det var overvældende. Det var overhovedet ikke det, der var meningen. Stig og jeg var mødtes omkring vores fælles sprog, musikken. Vi var heldige at få udgivet en plade, som gerne skulle sælge så meget, at der var råd til at udsende en ny. Det var det. Det var surrealistisk. Den ene dag var vi to helt ukendte musikere, næste dag blev vi genkendt på gaden. Vi var ikke gearet til det. Vi nød succesen, vi nød at spille, men vi havde ikke nerver til de store haller, til den store opmærksomhed,« siger Jens Rugsted, som BT møder på en nordsjællandsk café.
Eventyret blev kort. En koncertturné i 1982 måtte aflyses med det resultat, at mange medier fandt de helt store overskrifter frem. Især Politiken skrev med en vis skadefro om en døgnflues korte liv og den forudsigelige fiasko, der måtte komme. Kort efter lukkede RK-butikken. Begge følte sig snigmyrdet dengang. Følelsen af uretfærdig behandling har siddet i kroppen lige siden.
»Ja, men set i dag var det faktisk en befrielse for os at slippe ud af det. Vi havde det svært med hele hypen omkring det, som ikke havde en skid med musik at gøre,« siger Jens Rugsted.
»Vi ville bare spille musik, men blev ikoner, giraffer. Uden nogen som helst sammenligning i øvrigt var det det samme, der skete for The Beatles. Det, at alt det udenom blev det vigtigste, endte med at dræbe glæden og musikken,« siger Stig Kreutzfeldt.
Efter nedturen gik de gennem tiden hver for sig, men var også sammen som producere på det næstmest sælgende (600.000 eks.) danske album nogensinde, Sanne Salomonsens ’Sanne’, det med ’Kærligheden kalder’.
Opfordret til at turnere igen
Utallige gange blev de opfordret til at turnere igen, men først i 2006 lod de sig overtale til et comeback i Tivoli - dels af ihærdige arrangører, dels af deres børn, der gerne ville se deres fædre optræde med det, der for længst var blevet klassisk dansk rockhistorie.
»Koncerten den aften er den største oplevelse i mit musikalske liv. Den kærlighed. Men jeg tænkte også, at hvis jeg skal stå der og spille de samme numre i samme rækkefølge hver uge, så dør jeg. Det talte Stig og jeg meget om bagefter. Men du kan jo se: vi skal spille i overmorgen, og jeg glæder mig som et lille barn. Det er den med mit nervesystem - den skal være der hver gang, hvis jeg skal være med. Der skal være en ild, og den skal være der hver gang. Det forunderlige er, at det har vist sig, at den ild, den er der hver gang, vi spiller,« siger Jens Rugsted.
Og Stig Kreutzfeldt supplerer:
»Det at stå og se ned på folks umiddelbare respons er benzinen. Det har vist sig, at der aldrig er to job, der er ens. Vi ser folk smile eller græde. Jeg kan jo se de par, der står dernede og krammer, og som har holdt sammen, siden de dansede tæt til ’Jeg ved det godt’ for mere end 35 år siden. At Jens og jeg har lavet en lille tre minutters sang, der har fulgt to mennesker, der holdt sammen i så mange år. Det er dybt, dybt rørende,« siger Stig Kreutzfeldt.
