Den danske hit-trio strøg mandag til tops på hitlisten med overraskelses-albummet ’Limbo’. Efter sidste års store gennembrud er de fyldt med selvtillid og når Roskilde Festival er overstået tager de til USA for at mødes med deres nye pladeselskab.

Det er rimelig fedt at være med i Scarlet Pleasure for tiden.

Den danske københavner-trio, der sidste år slog igennem med albummet ’Youth Is Wasted On The Young’ og blandt andet åbnede Orange scene på årets Roskilde Festival, overraskede i går fans med udsendelsen af mini-albummet ’Limbo’, der straks strøg til tops på albumhitlisten.

Deres single ’Deja Vu’ har været forårets mest spillede nummer i radioen, og nu er de klar til at prøve kræfter med udlandet.

»Vi er lige blevet signet af et amerikansk label (pladeselskab, red.) Virgin. Når vi har været på Roskilde festival, tager vi derover for at møde holdet. De er ret begejstrede for vores helt nye numre, så vi skal have lagt en plan for, hvordan vi det næste halve års tid får det udgivet derovre,« fortæller forsanger Emil Goll, da BT møder bandet i hans lejlighed i indre København.

Siden de tre barndomsvenner i midten af 00’erne begyndte at lave musik sammen på Rudolf Steiner-skolen Vidar i Gentofte, har de drømt om det store USA-eventyr. De forsøgte første gang lige efter gymnasiet, hvor de i en periode boede i New York, men de måtte en tur tilbage til Danmark og starte forfra, før der endelig kom hul på bylden.

»Vi har indtil nu virkelig kæmpet for at skrive det store hit og på mange måder forsøgt at kopiere vores idoler. Efter sidste år hvor det gik så godt, som det gjorde herhjemme, har vi helt sikkert fundet mere ro og fået meget mere selvtillid. Nu tør vi endelig være os selv,« fortæller trommeslager Joachim Dencker.

»Efter for eksempel vi havde spillet på Orange scene fik vi en mere frihed. Vi følte ikke, vi skulle bevise noget mere, og jeg føler, vi med ’Deja Vu’ og de nye numre har fundet vores egne originale lyd. Vi skal ikke bare stå på skuldrene af vores idoler, vi skal fokusere på at gøre musikken så god, at den kan konkurrere med de store stjerner, som vi har så meget respekt for,« tilføjer Emill Goll med et smil.

Tidligere fik de blandt andet hjælp af Nik & Jay til at skrive deres sange. Nu laver de mere eller mindre alt selv, fra produktion til design af album-cover, som Emil Golls kæreste har stået for.

»Jeg tror godt, folk kan lide at det ikke er så poleret og perfekt og skabelon-agtigt, men mere personligt,« filosoferer forsangeren.

Efter en vinter hvor Scarlet Pleasure gik lidt i hi efter at have kørt med 120 kilometer i timen i 2016 (Bassist Alexander Malone beskriver januar som en lang måned med tømmermænd), nyder de nu at have fuld kontrol over tingene.

»Det er kun tre uger siden, vi fandt på, at der skulle udkomme en EP i dag (i i går, red.), og vores nye single ’Limbo’ skrev vi for halvanden måned siden, så det er fedt, at vi kan køre med så kort proces,« siger Joachim Dencker og tilføjer, at de allerede regner med at have en ny single klar efter sommerferien.

I første omgang skal de landet rundt med Rasmus Seebach og co. på Grøn Koncert.

»Når vi har kæmpet så længe for at slå igennem, er det syret at være blevet så folkelige. Det er mega fedt,« griner Alexander Malone.

Foto: Will J. Løkken
Vis mere