Dansk DJ laver musik til de allerstørste

Han kan som en af de få prale af at have samarbejdet med Pitbull, Busta Rhymes og Lil Wayne. Men samarbejdet med de store stjerner har ikke været helt let

30-årige Alexander Browns karriere må siges at have taget fart, siden han for mindre end tre år siden ’skubbede til taget’ med danske Yepha og Morten Hampenberg. Succesen er blevet grundlagt fra sit studie og pladeselskab, Cutbrook, der startede i hjembyen Skærbæk i 2007 og senere rykkede til Islands Brygge i København.

- Jeg har altid haft en ambition om at blive den største. Og mit mål er også at gå hele vejen og komme helt til tops i udlandet, siger Alexander Brown,

Det er præcist det, den danske DJ forsøger sig med nu efter at have haft held med at indgå samarbejde med nogle af de absolut største kunstnere på den amerikanske musikscene. Selvom det har taget næsten et halvt år at få nogle af aftalerne i hus, er der ifølge ham en særlig grund til, at det er lykkedes at trænge igennem gigantlandets betonvægge.

- Amerikanerne er vilde med skandinaviske toner. Det er eksotisk for dem, og de har aldrig hørt noget, der minder om det. Jeg er sikker på, at det er derfor, de store navne gerne vil lave musik med mig, siger Alexander Brown.

Bad Pitbull ændre teksten

I 2009 tog karrieren for alvor fart med monsterhittet ’Skub til Taget’, han lavede sammen med Morten Hampenberg og Yepha. Herefter kom en aftale i hus med et af de hotteste navne netop nu, Pitbull, om at lave en engelsk version af netop ’Skub til Taget’. ’Raise the Roof’ er netop udkommet i USA og er på vej fremad på alverdens hitlister.

Da Pitbull i første omgang skulle give sit forsøg på at levere en tekst til ’Raise the Roof’, var det ifølge DJ’en selv hovedrystende elendigt.

- Men hvordan siger man lige til så stort et navn, at det er helt forfærdeligt? Det var svært, men det lykkedes. Han tog det cool og leverede et meget bedre resultat, siger Alexander Brown.

Busta Rhymes var næste store navn, der sagde ja til at samarbejde med den danske DJ. Men det var en rapper, der var tung at danse med.

Ville hellere feste

- Hvorfor sidder i og hænger ud i lobbyen?, sagde den gigantiske, mørke mand i læder, bling og et ur på størrelse med en knytnæve.

Efter at have ventet i 14 timer og lejet det største studie i Stavanger - helt forgæves - var det de første ord, der mødte Alexander Brown på et hotel i den norske by, da han endelig mødte Busta Rhymes.

- Han forstår virkelig at gøre sig selv stor og er lidt af en diva. Vi var irriterede over at have ventet. Men igen, det var jo Busta, siger Alexander Brown.

Efterfølgende ville den danske DJ også lave en video til singlen. Det skulle foregå i New York. Her havde Alexander Brown aftalt med Busta at mødes og optage videoen. Men kort tid efter, Brown og hans crew landede, kom der en besked om, at rapperen ikke kunne møde op alligevel.

- Han havde været til fest i Miama og gad derfor ikke indspille videoen. Vi var enormt frustrerede, men kørte hårdt på, og til sidst lykkedes det at få ham til New York, siger Alexander Brown.

Hele Busta-projektet kostede Brown og hans pladeselskab næsten 1 million kr., hvilket var 150.000 kr over det oprindelige budget.

Kvalitet over kendisfaktor

Senest er det så Lil Wayne, der gerne vil lave musik med den eksotiske DJ. Men for Alexander Brown handler det ikke kun om at lave musik med så kendte folk som muligt.

- Det skal stadigvæk besidde kvalitet og kant. Så er det lige meget, om de er kendte eller ukendte. De amerikanere, jeg har arbejdet sammen med, er alle nogen, der besidder de kvaliteter, jeg søger, siger DJ’en.

I øjeblikket er Alexander Brown aktuel med sin første solo-single ’Tættere På’, og til december udkommer singlen med Busta Rhymes, der er en engelsk version af hans og Morten Hampenbergs ’Det Stikker Helt Af’. Skulle den blive et stort hit, er der intet, der kan sætte en stopper for DJ’en.

- Så overvejer jeg at rykke teltpælene op og flytte derover med min søn, Miké. Ikke for altid, men for en stund, siger han.

Alexander Brown

Døbt Kenneth Nicolaisen, 30 år, far til sønnen Miké, i øjeblikket aktuel med singlen ’Tættere På’ med sangerinden Sif, der netop har nået førstepladsen på den danske Dance Chart-liste.

Kunstnernavnet Alexander Brown er en sammensætning af kongen og erobreren ’Alexander den store’ og opfinderen fra ’Tilbage til Fremtiden’, Emmett Brown. Senere har han taget Alexander til sit rigtige navn, så det nu er Kenneth Alexander Nicolaisen.

Hans pladeselskab Cutbrook er en direkte oversættelse af DJ’ens hjemby Skærbæk.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her