Mike Andersen
Devil Is Back

CD / Nordic Music Society


Aarhusianske Mike Andersen udsender med ”Devil Is Back” sit syvende album. Og vel at mærke et virkelig velturneret et af slagsen – godt produceret af Mads Michelsen.

Stadig er det umiskendeligt R&B-, soul- og bluesmusik, Mike Andersen bringer til torvs, men musikken virker denne gang mere trimmet end tidligere musik fra danskerens side. Den har mere tyngde og virker samtidig lettere.

Den er mere sikker – mere stram, velkomponeret og velskrevet – og mere veludført. Men stadig emmer den – som hans tidligere musik – af Nashville, Mike Andersens kunstneriske ståsted (næst efter Aarhus).

Åbningsnummeret, ”When You’re High It Don’t Count”, lægger for eksempel hårdt og meget præcist fra land i et medrivende drive. Men fokus samler sig alligevel mest om det følgende nummer, ”This Time”, hvorpå Mike Andersen har formået at skabe fundamentet for en duet med britiske Joss Stone.

Dén duet har alt, hvad der skal til for at skabe et internationalt gennembrud for danskeren. Nummeret er dragende, meget direkte og pågående, fremført med pondus og vidner i den grad om gælden til en samtidig kunstner som Amy Winehouse.

Mike Andersen: 'Devil Is Back', CD / Nordic Music Society