Selvom han ligner en blanding af en ung James Dean og en endnu yngre Poul Reichhardt forsøger Danmarks nye popstjerne, Christopher, at bilde os ind, at han også kan være morgengrim.

Når jeg står op om morgenen, ligner jeg jo bare drengen Christopher, morgengrim, morgenhår og med dårlig ånde.

Men mindst én million Youtube-brugere vil nok erklære sig dybt uenige med den 19-årige hr. Nissen.

Så mange har nemlig klikket på sangen ’Against the Odds’ på youtube.com. På Facebook er Christopher godt på vej til 28.000 venner. Og både han og kæresten Mathilde har forlængst få hemmelige numre.

Ja, de ringer også til hende. Mest fordi de tror, at hun kan stifte kontakt til mig. Men hun tager det pænt. ’De’ er selvfølgelig Christophers titusindvis af unge fans.

Og selvom det allerede godt kan virke overvældende, så ér Christopher 100 procent klar til berømmelse, når debutalbummet ’Colours’ udkommer på mandag.

- Det er dét her, jeg har drømt om hele mit liv, og så er det jo fantastisk, at det sker så hurtigt, siger Christopher, der ikke har fået hjælp fra realityshow eller smarte pladebranche-forbindelser.

For nogle år siden tog københavner-knægten bare sin akustiske guitar under armen. Og så gik han ellers bare fra pladeselskab til pladeselskab for at synge og spille sine sange.

Dét gav bonus hos ét af verdens største selskaber - EMI, der også har stået bag kæmpenavne som Beatles og Queen. Og for at gøre Christopher klar til den virkelige rutsjebanetur, sørgede de for opvarmningsjob for først Xander og siden Medina.

Og dét var oplevelser, som Christopher aldrig vil glemme.

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men det var fantastisk at finde ud af, at folk som Burhan G, Xander, Medina og Rasmus Seebach er helt nede på jorden - bare ganske almindelige folk som du og jeg. Alle har taget fantastisk imod mig. Og mindre end et år efter min studentereksamen er jeg klar til at leve min drøm. Det er vildt, siger Christopher.

Og når vi nu taler om gymnasiet (Niels Brock i København), så er det også logisk at tale om kæresten Mathilde.

Da Christopher i 3. g var på rustur, rendte han nemlig ind i den lækre 2. g’er Mathilde.

I dag har de været kærester i 14 måneder. Og det betyder meget for Christopher, at Mathilde kunne lide ham, før karrieren for alvor kom i gang.