Danmarks første rockstjerne død Ib Rock Jensen, der introducerede den amerikanske rock and roll til Danmark, blev 81 år

Nogle gange kan det være svært at huske, at der var en tid forud for den vi selv lever i. En tid, hvor ting vi nu tager for givet, var spritfriske og revolutionerende. Rock And Roll er et sådant fænomen, noget som har en specifik fødselsdato, og manden der introducerede den amerikanske musik til det danske publikum, Ib 'Rock' Jensen, er afgået ved døden 81 år gammel.

Ib Jensen var en pioner for den amerikanske genre, der nogle år forinden var blevet skudt i gang af Elvis Presley. Ib Jensen fik da også tidligt tilnavnet 'Den danske Elvis', fordi han om nogen forstod at gøre den amerikanske rockkonge efter, når det kom til rystende og svingende dans. Et sikkert hit blandt datidens kvindelige publikum.

Mest kendt - eller berygtet om nogen vil sige - er Rock Jensen for en optræden i KB Hallen den 4. oktober 1956, hvor han og Preben Uglebjerg - under ledsagelse af Ib Glindemann og Peter Plejls orkestre - efter sigende startede rockbølgen i Danmark. Den hurtigste måde at vække opmærksomhed på og starte en bølge er som oftest ved at lave ballade. Og den amerikanske fotograf, der var hyret ind til at dokumentere begivenheden til de amerikanske medier, havde medbragt kanonslag for at være sikker på, at der skete noget.

Det gjorde der. Der opstod tumult, og politiet måtte rykke ind for at genoprette ro og orden. Man kan derfor sige, at til bragene af kanonslag blev rocken født i Danmark.

Ib 'Rock' Jensen udgav en single 'Politirock' med 'Rock Me Mama' på b-siden, før han langsomt gled ud i skyggen og andre overtog den spirende danske rockscene. Jensen lagde frivilligt rocken på hylden og blev trykkeriarbejder på Det Berlingske Hus. Til det sidste var han dog umådelig stolt af det, som han havde været med til at starte.