En mere velpolstret Lady Gaga end ventet indtog et ellevildt, hvinende dansk publikum til Jyske Bank BOXENs jomfrukoncert i Herning. Og imponerede med sin monster-musicalfest

Supernova. Eksploderende stjerne.

Så let kan hun beskrives, hende den 24-årige Stefani Joanne Angelina Germanotta, som i går trådte ind på scenen i Hernings funklende nye koncertsal, Jyske Bank BOXEN.

Til hvin ikke hørt højere, siden dengang der endnu var ulve på heden, leverede Lady Gaga en koncert, der vare mere muscial end musikalsk vellyd.

Men hvilken musical! Foran det 15.000-mand stærke publikum transcenderede Gaga adskillige genrer og favnede både goth-teenagere, deres forældre, midtjyske borgmestre samt kendisser. 

HAR DU BILLEDER FRA KONCERTERNE MED LADY GAGA? SEND DEM TIL BT.DK PÅ 1929@BT.DK ELLER LÆS MERE HER

Gaga, der lige nu er i sit livs form med 15 mio. solgte albums, 51 mio. solgte singler og 21 mio. Facebook-venner, havde endda overskud til at joke med Jyske Bank BOXENs første koncertpublikum.

- Denne sal er en jomfru. Det betyder, at jeg tager jeres fucking MØDOM, skreg damen.

Mere velpolstret end set på utallige paparazzifotos; med en proper bagdel og dertilhørende lår hoppede rundt Gaga i de evigt skiftende og vanvittige outfits.

Efter en dunkende intro med 'Dancer in the dark' og 'Glitter and Grease' slog italiensk-amerikaneren sin status som verdens største popstjerne p.t. helt og aldeles fast med megahittet 'Just Dance'.

Vokalt var det imponerende hele vejen igennem koncerten med en stemme, der sætter pop-kollegerne Spears og Madonna til vægs. Igen og igen.

Bedst fungerede hits som 'Telephone', 'Just Dance' og sommersmækkeren 'Alejandro', der med deres electro-dunkende rytmer og klare Queen- samt Madonna-inspiration er en underfundig blanding af landeplage og genial komponering.

Foran et brændende flygel cementerede fænomenet dog også, at hun samtidig mestrer klaviaturets spidsfindigheder, mens 'Speechless' flød ud af højtalerne. Gaga fik da også lige flettet ind, at:

- Jeg synger ikke fucking playback.

Nej, tak! Det fik vi lært. Og selvom lyden i Jyske Bank BOXEN bestemt ikke var fejlfri, var Gagas stemme det tilnærmelsesvis – om end den var overdøvende.

Koncertens højdepunkter fik vi først mod slutningen, da monsterkavalkaden af 'Alejandro', 'Paparazzi' og 'Pokerface' satte ekstra ild i jyderne på gulvet. Og Bad Romance bankede i den grad finalen på plads!

Lange monologer skæmmede imidlertid desværre det, Gaga selv har beskrevet som 'Verdens første electro-opera'. Lady’ens konstante opfordring til indre styrke og forskellighed gik sikkert rent ind hos den yngre del af hendes små 'monstre'. Men forældre, ministre og diverse andre voksne herningensere stod nok lidt af på den tangent. Koncerten flød desværre pga. dette og de lange skift mellem muscialens fire akter for langsomt til tider.

Men alt i alt var der tale om en helstøbt musical-fest på heden, som (havde vi dog bare været foruden de lange enetaler) var en ganske særlig aften.

HAR DU BILLEDER FRA KONCERTERNE MED LADY GAGA? SEND DEM TIL BT.DK PÅ 1929@BT.DK ELLER LÆS MERE HER

Lady Gaga

'Monster Ball Tour'

Jyske Bank BOXEN, Herning

torsdag d. 20. oktober kl. 20.00