Nephew startede deres efterårsturné, som de givet har tænkt sig at fortsætte: overbevisende og fremragende fra start til slut.
Kan man ikke være på tværs på den ene måde, kan man vel være det fra den anden, så vi starter fra slutningen:
Da Nephew sluttede deres efterårspremiere efter halvanden times triumftog torsdag i københavnske Vega med "007 Is Also Gonna Die", var den efterhånden berømte og betænkeligt velbarberede ged ikke alene dét – barberet, altså – næ, den var barberet, hudrenset, vokset og klar til petitesse-pedicure.
Så overbevisende er de nemlig, Nephew i 2009.
Så godt spiller de nemlig. Nephew i 2009.
Så godt at de til en turnépremiere kan gå ud og spille samtlige tolv numre fra deres fornemme seneste album, "DanmarkDenmark", i et sæt bestående af atten sange og ikke alene slippe af sted med det. Men fuldt fortjent blive hyldet hele vejen til det sidste spiger er smadret i middelmådighedens kiste mod koncertens slutning.
Få om nogle bands herhjemme er så beviste om deres virkemidler og eksekverer varen så sikkert, som Nephew gør det med måske dén bedste frontmand i dansk rock, Simon Kvamm, forrest.
Den dæmonernes dans på den hårdt spændte line mellem vanvid og håb, bandets mørkttonede electro-rock og deres tekster udgør i en verden, som balancerer på samme line, har jeg aldrig tidligere hørt Nephew køre så præcist til dørs, som de gjorde torsdag aften.
Ikke mindst i de fremragende "Danmark Mandark", "Sov for Satan!" og "Police Bells & Church Sirens", som live vokser til reelle trusler om, at hvis vi for h…… ikke snart tager os sammen, så går det sgu rigtigt galt. Og ja; det ER en kompliment.
Som nævnt tidligere i dette forum, så klæder den mere mørke tone på "DanmarkDenmark" i dén grad Nephew, og det bliver bøjet i neon og grumme grønne spotlight, når bandet spiller sangene fra albummet live. Hvilket ikke mindst skyldes Simon Kvamm og co.s stramme turnering af sangene. Hér er endelig et band, som er fuldt bevidste om, hvad ordet "momentum" betyder – hér er ingen pauser med ligegyldigt pladder (Simon kan lige strække sig til ét "jeg ser gerne, I går amok, når I genkender den hér" inden "Wanna Be Darth Vader", men det også dét), men den ene stramt turnerede og sviende præcist spillede sang efter den anden. Jeg tror, man kalder det valuta for pengene.
Hvad man så også bør kunne forvente fra et band, der har skrevet en sang med titlen "DTAP" ("decideret træt af pis", red.). Hér er ingen pis – til gengæld er der et band, som – og tak blot DIN gud for det – tager sig selv, musikken og os i publikum alvorligt.
Nephew – I salute you!
