D-A-D, Grøn Koncert Når det tager D-A-D findes intet andet band herhjemme, som i dén grad definerer begrebet ”at gå til stålet”.

Og jeg skulle hilse at sige, at det tog dem som bare h……, da de lukkede Grøn Koncert torsdag med en hundehamrende, hårdtslående hitparade af et sæt.

Personligt kan jeg altså ikke undgå, at mundvigene trækker mod himlen, når sanger Jesper Binzer – stadig efter alle disse år en frontmand i særklasse – stormer af startklodserne, som havde han Kongens Foged, Fanden og en koloni krokodiller i haserne på én og samme tid. OG sætter i med gamle ”Evil Twin” med en entusiasme, som havde han og D-A-D skrevet den i går.

Tro det eller ej men for få år tilbage var jeg faktisk godt og grundigt træt af D-A-D, som jeg syntes dengang var endt i rutine-rundgange og stiløvelser før substans, men der er sket noget i D-A-D lejren de sidste par år.

Jeg aner ikke hvad, men bandet har helt tydeligt ikke alene genvundet spilleglæden men også evnen til at – og ja, nu kommer den igen – gå til stålet, som i deres ungdoms vår.

Den eneste forskel i forhold til dengang er naturligvis, at Jesper, Stig Pedersen, Laust Sonne og Stig Pedersen spiller langt bedre nu.

Det gør jo ikke noget, og slet ikke når det bliver gjort med internationalt antrit, musikalsk præcision og spilleglæde. Det er en sand fryd at være vidne til, når nu de dér sange, man elsker så højt, igen bliver spillet med samme kærlighed af ophavsmændene.