Dommerne var vildt uenige på scenen, da Rasmus blev sendt hjem i X Factor i aftes.

Men også i kulissen efter showet var luften iskold, som B.T.s fotograf fangede ved dommerbordet, da Pernille Rosendahl satte sig med ryggen til sine to mandlige kolleger, efter den sidste artist havde sunget.

Og blot få minutter efter kameraerne i DR Byen var slukket, rasede Cutfather videre over Pernilles beslutning om at sende Annelouise videre.
 
- Vi havde aftalt at lige meget hvad, så ville vi stemme med hjertet! Og jeg kan slet ikke forstå, at Pernille vælger Annelouise over Rasmus! Især ikke ovenpå hans anden præstation,« siger Cutfather til B.T., minutter efter at kameraerene blev slukket.


Cutfather henviser til en for seerne hemmeligholdt aftale, der skulle sikre, at alle deltagere blev behandlet fair – nu hvor X Factor-konkurrencen snerper til og nærmer sig den store finale i Parken.

- Der var en verden til forskel på første og anden perfomance hos begge deltagere. Efter første optræden ville jeg selv have stemt på Annelouise. Men i anden omgang synes jeg virkelig, at Rasmus sang for sit liv, og det er langt bedre end Annelouise, siger Cutfather og forsætter: Jeg er 500 pct. sikker på, at Rasmus ville gøre det bedre end Annelouise i en finale.
 
Og det var ikke kun imellem Pernille og Cutfather, at bølgerne gik højt. Også Blachman og Rosendahl blev personlige i deres vurdering af deres deltageres præstationer.

Pagten blev indgået i pausen, hvor dommerne aftalte, hvordan de ville vælge imellem de to deltagere i farezonen. Efter showet var særligt Pernille Rosendahl imidlertid vildt uenig med sin kollega Cutfather om, hvad den hemmelige dommerpagt reelt gik ud på.

- For mig at se var vores aftale, at vi stemmer, som vi stemmer. Cutfather stemmer med hjertet. Jeg har mine egne parametre. Så der er ikke noget at komme efter der,« siger en reserveret Pernille efter showet. 

Det var dog ikke kun i slutningen af showet, at stemningen var intens i dommerpanelet. Hele aftenen igennem var luften iskold, og skænderierne bragede, og det var ikke kun deltagernes sange, der blev skudt på.


Efter Annelouise havde sunget Radioheads Creep, besvarede Thomas Blachman Pernilles kritik ved at gøre nar ad gruppedommerens eget sangtalent.

- Jeg gad fandeme godt se dig deroppe og synge den sang, vrissede Blachman ad Rosendahl. Senere gav Pernille Thomas Blachman en lige højre tilbage efter Patricias optræden med den energifyldte »Song 2«, hvor den 47-årige dommer roste sin egen deltager til skyerne.

- Jeg synes, du skal lade være med at bage så meget på dem – og købe dig en rød sportsvogn,« sagde Pernille studst til Blachman og fulgte op med et råd til Patricia. Jeg synes, du skal prøve at frigøre dig fra ham der. Han er gift.