Iført et stilfuldt bordeauxfarvet jakkesæt spolede Chris Isaak tiden tilbage til rockens spæde ungdom og gav en hitspækket og festlig, næsten to timer lang koncert.
Amerikanske Chris Isaak kendes stadig bedst for ’Wicked Game’. Et nummer, som mange måske endda husker klarest for den tilhørende sensuelle musikvideo, der bød på en ung og særdeles letpåklædt Helena Christensen, dansende i Hawaiis strandkant.
I dag er det 20 år siden, sangen hittede på verdensplan, tiden flyver, men Isaak er støt fortsat med at udsende plader og søndag aften stod han på scenen i Amager Bio for at give koncert for sine københavnske og tilrejsende fans.
Og som den gode Chris selv påpegede, så gæster han alt for sjældent Skandinavien, og lovede derfor en lang koncert. Dét ord blev holdt, mens han foran de knap 1000 tilskuere beviste, at man ikke nødvendigvis lyder som Whitney Houston, bare fordi ens alder ligger omkring de 50.
For synge, det kan den 53-årige crooner i dén grad stadigvæk, hvilket blev understreget tidligt med falsetten i ildevarslende ’Dancin’’, kort inden charmøren hoppede ned blandt publikum og sang ’Love Me Tender’ direkte til udvalgte kvindelige tilskuere.
Det hele blev bestemt ikke værre af det himmelsk velspillende backingband Silvertone, der fik hver eneste af aftenens akkorder til at tælle, mens Isaak i front fungerede som levende indpisker snarere end en aldrende herre på vej ned ad bakke.
Jovist var der nogle momenter i løbet af den næsten to timer lange koncerter, som var svagere end andre, men selv disse lykkedes det for hovedpersonen og hans kumpaner at tilføje ekstra energi via et sjældent set livsbekræftende overskud og store smil.
Rock og ballader
Koncerten igennem veksledes der mellem ægte 50’er-rock ’n’ roll i stil med de to største idoler Roy Orbison og Elvis Presley og stilfulde ballader med Isaaks signaturblanding af Morricone’sk atmosfære og romantisk lounge.
Af den første slags fik vi en dundrende rockabilly-version af ’I Want Your Love’, en dragende og pulserende ’Speak of the Devil’ og naturligvis ’Baby Did a Bad Bad Thing’, der faktisk overgik den i forvejen blændende studieversion, fordi Isaaks stemme er blevet dybere, ja, faktisk bedre.
Og af sidstnævnte serenader fik vi oversentimentale ’Somebody’s Crying’, naturligvis ’Wicked Game’, der forstummede hele Amager Bio inden en lille intim afdeling, hvorunder hele bandet siddende på barstole blandt andre gav en gospelversion af ’Worked It Out Wrong’.
Karisma som Cohen
Læg til det hele, at Chris Isaak med årene er blevet mere selvironisk og mindre selvmedlidende, hvorfor der denne aften var afsat tid til bøvede vittigheder og jokes bandmedlemmerne imellem. Nogle gange blev det for plat og indstuderet, men oftest pustede det fornøjeligt ekstra liv i løjerne.
Og så har han altså en fantastisk karisma og kærlighed til sin egen musik, denne californier, der får ham til at fremstå som rock ’n’ roll’ens svar på Leonard Cohen, og der skal altså en del til, når man går ikoner som Orbison og Presley i bedene.
Selv en skinnende sølvhabit bar Isaak med stil under ekstranumrene. Der blev ikke trådt et skridt forkert, men det blev aldrig for stift takket være den suverænt swingende rytmeduo bestående af den nonchalante trommeslager Kenney Dale Johnson og den livlige bassist Rowland Salley.
De gav frit spil for aftenens hovedperson og guitarist Hershel Yatovitz’ stemningsfulde soloer.
Dæleme festligt
Det var, så man så igennem fingre den tomgang, der trods alt var undervejs, og da casanovaen Chris sluttede af med at invitere ti piger på scenen for at danse til fortolkningen af Jerry Lee Lewis’ ’Bonnie B’ og efterfølgende satte et suverænt punktum med ’Forever Blue’, var ikke et øje tørt.
At man kan have så megen humor, overskud og spilleglæde i en alder af 53, selvom man har spillet sørgmodig balladerock i 25 år, det er simpelthen uhørt.
Chris Isaak og Silvertone-bandet mere end leverede varen, og lad os håbe, der ikke går for mange år, inden han vender tilbage med en koncert i stil med den, han diskede op med i aftes.
For den var dæleme festlig.
