Copenhagen Jazz Festival 2015. Cæcilie Norby Trio i Krudttønden fredag, Cæcilie Norby, vocal, Lars Danielsson, bas og Iiro Rantala, Piano
Copenhagen Jazz Festival 2015. Cæcilie Norby Trio i Krudttønden fredag, Cæcilie Norby, vocal, Lars Danielsson, bas og Iiro Rantala, Piano Foto: Torben Christensen

I Jazzfestivalens meget omfattende program kunne intimkoncerterne (torsdag og fredag aften) med Cæcilie Norby Trio godt forputte sig. Hverken trioen, dens koncerter eller spillestedet Krudttønden stak ud. Alligevel var der (mere end) udsolgt fredag aften til trioens sidste koncert. Og godt det samme. For derved fik så mange som muligt del i glæden ved at lytte til den helt exceptionelt velspillende trio.

Med i Krudttønden havde den alsidige danske sangerinde (som igennem de sidste 20 år mere eller mindre har viet sit liv til jazzen) sin mand – den svenske jazzbassist, Lars Danielsson, og den finske jazzpianist, Iiro Rantala. De navne ringer sikkert kun en klokke blandt etablerede jazzlyttere. Men de er begge blandt Europas bedste på deres respektive instrumenter. Og dét niveau bekræftede de fredag aften – teknisk og kunstnerisk – bag en i øvrigt fremragende sangerinde.

Materialet var for størstedelens vedkommende kendt fra Norbys bagkatalog (men det var første gang, Rantala blev inddraget i en forløsning af det. De tre på scenen udkommer imidlertid alle på det tyske label, ACT, der har det med at forbrødre tilknyttede musikere, så de begynder at optræde sammen. Derfor inddragelsen af Rantala). Koncerten åbnede med standarden Summertime, fortsatte med Norbys pastiche over et Ravel-stykke, Dead Princess, og hendes versionering af Abbey Lincolns Wholly Earth. Og helt fra start stod det klart, at Cæcilie Norby – som kaldte sine årligt tilbagevendende optrædener i Krudttønden sine Jazzfestivalers juleaften – ville bemægtige sig scenen og dele gaver ud sammen med sine sidemen.

Jeg har set og hørt flere koncerter med Norby, men denne udviklede sig til den suverænt bedste, jeg nogensinde har oplevet, måske fordi det var en intimscene, Norby optrådte på, måske fordi samspillet i hendes trio blev så exceptionelt. Krudttønden blev i hvert fald en gavebod.

Norby selv optrådte med autoritet og karisma, havde stor spændvidde i sin vokal og levendegjorde hvert et nummer. Hun blev ét med materialet. Og netop dét – hendes tekniske formåen og hendes ægte indlevelse i alle numre – gjorde udslaget. Hun fremmanede så at sige sine historier, så man forstod hver en følelse, de rummede. Det gjaldt også, da hun sang sit nye nummer, Sad Sunday, om drabet i februar ved netop Krudttønden. Eller da hun som et af flere ekstranumre sang Leonard Cohens Hallelujah. Norby ejede så at sige scenen. Og da hun havde fremragende musikalsk opbakning fra Danielsson og Rantala blev det en af de aftener, hvor alt gik op i en højere enhed – eller, som Palle Mikkelborg ville have formuleret det: Der blev etableret en vertikal forbindelse.

Cæcilie Norby Trio, Krudttønden, seks ud af seks stjerner

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Prøv gratis i 30 dage