Næsten 700 mennesker har krævet en del af den enorme arv, som den afdøde musiker Prince efterlader efter sin død. Dommer bestemmer, at DNA afgør, hvem der er arveberettiget.

Det skriver Daily Mail.

Prince blev fundet død i en elevator i sit hjem i Minnesota den 21. april i år. Udover, at dødsårsagen stadig efterforskes, er der også blevet spekuleret i, hvem der skal arve fra den afdøde popstjerne. Nu har knap 700 mennesker forsøgt at gøre krav på den enorme formue, som Daily Mail anslår til at ligge på omkring 6,5 milliarder kroner (omregnet fra 1 milliard dollars, red.) Det fortæller Harvey Morse, som står for at indhente krav fra mulige arvinger:

»Vores telefon har ringet uafbrudt. Jeg vil sige, vi har modtaget mellem 600 og 700 opkald,« siger han til Daily Mail og fortsætter:

»Det rangerer lige fra folk, der siger: 'vi levede i samme område, så vi må være i familie' - til 'Vi har billeder af Prince til vores familiesammenkomster'.«

Der skal dog mere til end som så, for at få del i arven efter Prince, som ikke efterlod et testamente. Fredag afgjorde dommer Kevin Eade, der afgør boet efter verdensstjernen, at eventuelle arvinger skal findes gennem DNA. Dette gøres ved at sammenligne blodprøver mellem Prince og de mulige arvinger.

Arven afgøres i den amerikanske stat Minnesota, hvor reglerne er således, at søskende og halvsøskende er ligestillet, når det kommer til arveret. Dermed er der umiddelbart udsigt til, at arven skal splittes op i syv lige store puljer til hans søster Tyka Nelson - hans fem halvsøskende Sharon, Norrine og John Nelson samt Omarr Baker, Alfred Jackson og barnebarnet til en afdød halvbror - Victoria Nelson.

Men der kan stadig være arvinger, som endnu ikke er fundet, fortæller Harvey Morse:

»Jeg tror på, at der kan være nogle få mennesker, der er blodsbeslægtede, som stadig ikke er dukket op endnu, og vi har grund til at tro, at der er én blandt dem, der er trådt frem, som også kan være det. Men 99,9 % af kravene kan vi se bort fra efter første telefonopkald,« siger han til Daily Mail.