Den 69-årige britiske musiker og er død af kræft.

I dag kommer mange musikelskere formentlig til at sætte David Bowie på anlægget for at mindes ham.

Den 69-årige sanger/musiker/skuespiller døde søndag. Det bliver oplyst via musik-legendens officielle Twitter-profil og Facebook-fanside - det er derudover blevet bekræftet af Bowies presseagent i de britiske medier.

I en pressemeddelelse, som blev udsendt mandag morgen, lyder det, at David Bowie gik bort søndag 10. januar i sin families nærvær 'efter en 18 måneder lang og modig kamp mod kræften'. Samtidig kommer der også en bøn til offentligheden i udtalelsen:

»Vi vil bede jer om at respektere familiens privatliv, mens de sørger,« lydet det blandt andet.

Indtil nu har der kun været rygter omkring Bowies skrantende helbred i den britiske sladderpresse, og der er også blevet spekuleret i, at et dårligt helbred er en af grundene til, at han ikke har givet en koncert i næsten ti år. Mange fans virker også til at være chokerede over dødsfaldet, og flere har givet udtryk for, at de simpelthen ikke tror på det.

Det har måske også været med til, at David Bowies søn Duncan Jones har bekræftet sin fars dødsfald fra sin Twitter-profil med dette rørende billede af dem sammen:

Fredag sidste uge udgav den 69-årige sanger sit 29. album, som er blevet rost til skyerne af stort set alle anmeldere. Bowie har ifølge BBC ikke optrådt live siden 2006 - samme år, hvor han modtog en 'lifetime achievement award' til Grammy-uddelingerne. Året før indspillede den legendariske musiker nummeret 'the Cynic' sammen med det danske band Kashmir.

Bowie faldt på scenen til en musikfestival i Tyskland i 2003 og fik efterfølgende en hjerteoperation. I 2013 fortalte producer Tony Visconti til britiske The Sunday Telegraph, at Bowie ikke var døende, og han afviste også de dengang verserende rygter om, at musikeren skulle have Alzheimers.

Han nåede også at være med i en del film og tv-serier heriblandt kulthittet 'Labyrinth' fra 1986 og 'the Prestige' fra 2006, hvor han spillede videnskabsmanden Nikola Tesla.