»Har jeg glemt mine nosser hjemme hos dig,« synger de herrer i showet ’Den Nøgne Sandhed’, som havde premiere i aftes. Og ja, det er bestemt en mulighed. Der var i hvert fald hverken nosser eller voldsom machostemning på Bremen. Men der var så meget andet.

Et musikalsk comedyshow, kalder de det selv, Gordon Kennedy, Joachim Knop, Farshad Kholghi og Mikkel Schrøder Uldal, der med egne ord har brugt de sidste to år på at brygge ’Den Nøgne Sandhed’ sammen. Sandheden om mænd, selvfølgelig. I ved, alle klichéerne om midtvejskriser, magt, angst og utroskab, viagra og vatpikke … og alt dét, vi kvinder har gjort dem til. Mændene.

Og vi fik da også det hele med i showet, hvor de hårdt prøvede, kastrerede mænd diskede op med flere fede pophits og ditto pointer … og så et par sange, de måske bare skulle ha’ ladet ligge i skuffen.

De kom nu godt fra start med popbaskeren, der bærer titlen på showet, og hvis der ellers havde været skruet lidt mere op for de velvoksne herres mikrofoner, ville vi ha’ hørt de ret så velskrevne ord. Og dem var der faktisk en del af. Jeg hoppede ikke på ’Op & Tis’ og små-rim på tissekone og numsehul, men sangen ’Vi elsker dem alle’ – altså, patterne, var en af de helt skudsikre. Velskrevet, velkomponeret- og produceret og med en barmfager videobaggrund.

Man skal lige æde præmissen, når aftenens underholdning er ’Den Nøgne Sandhed’. For ja, det er et musikalsk comedyshow, men der er noget mere musik, end der er comedy, og det er på intet tidspunkt sådan, at man ligefrem vælter ned af stolen af grin.

Det gør heller ikke noget.For det virker, det andet! Nosseløse eller ej, så kører de den altså hjem på charmen, sødmen og tjekketheden. De har styr på, hvad de laver, mens de udleverer sig selv og helt undgår bittert at afsløre, at det jo for fanden er os, damemenneskerne, der har stjålet de nosser, vi ellers af og til går og efterlyser.

Joachim Knop smider lidt operetteagtigsang i puljen. Kholghigi’r den som ’Rigtig mand’, når han ikke får ’røvgivning’ hos thai-psykologen, der kender den virkelig nøgne sandhed: Af skede bli’r man klog. Og nej, der er ellers ikke meget under bæltestedet i ’Den nøgne sandhed’.

Men der er til gengæld en Gordon Kennedy, der pakker sine lyster ind i svenske ord, så det næsten bliver smukt at få ’Knulla-invitationen’ fra ham, der langt om længe får lov til at udfolde sin indre popdreng. Og SÅ er der, sidst – men absolut størst – Mikkel Schrøder Uldal, der ikke bare spiller godt – uanset om det er trommerne, sketchen eller sniksnakken, han står for – men som egentlig kunne nøjes med bare at synge. For dét kan han! Han gi’r i dén grad de andre baghjul, og hvor de hiver den hjem på charmen, når det kommer til musikken, er han bare overlegen og et vaskeægte popsvin af bedste skuffe. Det er da også ham, der er kapelmester og har hjulpet de andre musikalsk godt på vej.

Men – for dét er der altså – så taber nogen sutten. Lige sidst i anden afdeling, hvor hele salen ellers har jublet over ’Mand & Monopolet’, der lykkeligvis findes både i første og anden afdeling af showet, og hvor vi får knaldgode parodier på bl.a. Jørn Leth, Poul Dissing, Finn Nørbygaard og vores alle sammens Carl-Mar Møller, der naturligvis kender opskriften på ideél oralsex (og skulle du være i tvivl, er det noget med at slikke F.C. Barcelonas holdopstilling.)

Dét er sjovt, og af hjertet tak til revyforfatterparret Vase Og Fuglsang, der står bag aftenens absolutte tophits og gerne måtte ha’ bidraget lidt til et par af de andre sange – fx aftenens sidste nummer, hvor sukkeret drev ned af væggene, og man nærmest følte sig som tilskuer til et småkristent, rytmisk aftenskolekor. For vi skal simpelthen ”leve livet, le lidt mere” og andre helt udmærkede opfordringer, der ville ha’ gjort sig bedre med lidt humor. Det var sødt, det var kært, men uden humor. Bevidst, selvfølgelig, men dén – humoren - havde nu været go’ også lige at ha’ med som afrunding på en underholdende aften.

Når dét så er sagt, så formår de herrer alligevel –supercharmerende, gennemtjekket og topunderholdende - at hive stikkene hjem, holde den røde tråd, køre den helt ind med charmen og – med hr. Schrøder Uldal som matchvinder - forvandle tre stjerner til fire. Nosser eller ej.

Den nøgne sandhed, Bremen, premiere torsdag aften. Medvirkende: Gordon Kennedy, Joachim Knop, Farshad Kholgi, Mikkel Schrøder Uldal, Instruktion: Donald Andersen

 

Læs mere på www.dennøgnesandhed.dk