Fremragende, fokuseret og dragende album af vokaljazzens dansk/svenske dream-team

Den danske jazzvokalist Cæcilie Norby, og den svenske jazzbassist Lars Danielsson, har i en årrække dannet par, privat og professionelt. De er blevet kaldt et "dream-team", men det er altså først nu, de udsender et egentlig duo-album. Til gengæld: sikken et!

Just The Two Of Us, som åbner op med en versionering af Joni Mitchells Both Sides Now, er fremragende. Det er enkelt og dog komplekst, magisk, dragende, overvældende fra ende til anden.

Vel udgør de et "dream-team", vel nyder de anerkendelse internationalt, vel var Norby den første europæiske sangerinde, der blev signet til det legendariske, amerikanske label, Blue Note (nu er de begge på tyske ACT), vel har Danielsson netop modtaget den prestigiøse, tyske ECHO Jazzpris som "bedste internationale bassist 2015", men selv en garvet jazzanmelder, som undertegnede, bliver overvældet af den fokuserede intensitet, det nærvær, den ægthed, den nerve, der præger Just The Two Of Us.

Om de to som individer eller team er modnet? Aner det ikke. Men deres album er modent, eftertænksomt, imponerende godt gennemarbejdet og rummer den ene perle efter den anden.

Cæcilie Norby & Lars Danielsson: 'Just The Two Of Us', ACT / Sundance | Udkommer 28. august 2015