Legendariske Led Zeppelins dvd/cd fra genforeningskoncerten for fem år siden overgår forventningerne

Jo, jeg var der den aften i Londons O2 Arena 10. december 2007. Som den eneste danske journalist.

Dén aften hvor Led Zeppelin efter 27 års pause genopstod for at spille en enkelt koncert. Til ære for den nyligt afdøde Ahmet Ertegun – manden, der grundlagde deres pladeselskab.

Og det var – ja, undskyld – en fantastisk aften. Hér stod ét af rockhistoriens legendariske, største og mest afgørende bands og levede ikke alene op til legenden. Næ, de blæste enhver tvivl ad helvede til.

Om for det første hvorvidt de hér Zeppelin nu egentlig var alt det, de altid havde været skreget ud til at være.

Om for det andet nogle andre bands nogensinde havde kunnet spille med en power, en præcision og en overjordisk musikalsk forståelse, som Zeppelin kunne det.

Svaret på det første var et rungende ’ja!’ som kun blev overdøvet af det splintrende ’NEJ!’ til det andet spørgsmål.

Dén koncer dén aften var én af de største koncertoplevelser nogensinde i et langt liv, som ellers har budt på koncertoplevelser så talrige, at jeg i hvert fald selv hverken kan eller gider gøre dem op. Men denne hér trodsede enhver beskrivelse. Aldrig – som i ALDRIG – havde jeg tidligere hørt et band, som faktisk kun huser tre instrumentalister spille med en sådan power. Det, Zeppelin lavede den aften, kunne krystallisere havnemoler til støv… og de supertankere, som måtte have været ved at lægge til ved samme moler, havde Zeppelin sænket for længst.

Så jo; selv om jeg har glædet mig til, at denne dvd/cd fra hin uforglemmelige aften ville udkomme, var glæden ikke fri for at være iblandet en vis frygt. For den aften kunne man jo næsten ikke gøre retfærdighed? Eller…?

Jo, man kunne. Zeppelin var kun få takter inde i indledende ’Good Times, Bad Times’, før min frygt var forvandlet til dét, som også var det operative ord, da jeg stod i O2 Arena i 2007: nemlig ærefrygt.

Selvfølgelig bliver en dvd/cd aldrig det samme som at være der selv. Men jeg tør godt hævde, at ’Celebration Day’ er det tætteste, man overhovedet kommer.

Så sæt den i dvd’en/ cd-afspilleren og nyd ét af de bedste rockbands nogensinde på det mest overlegne spille sig igennem uomgængelige klassikere som ’Black Dog’, ’Whole Lotta Love’, ’Stairway To Heaven’, ’Rock And Roll’ og en fuldstændig overjordisk flot udgave af ’Kashmir’. Hør dem ikke alene yde retfærdighed til men faneme forbedre og spille ny elegance ind i sange som ’In My Time Of Dying’, ’Trampled Under Foot’, ’Nobody’s Fault But Mine’ og den sjæleflænsende blues ’Since I’ve Been Loving You’.

Det bliver ganske enkelt ikke bedre. Og det trodser som nævnt enhver beskrivelse. Hvorfor jeg ikke vil forsøge mere. Så kære læser: KØB OG OPLEV!

LED ZEPPELIN, ’Celebration Day’, (Atlantic – dvd & cd)