Det er på tide, at DR afskaffer ’Dansktoppen’ og spiller den folkelige musik, hvor den hører hjemme: På P4. Det mener BTs to kommentatorer.

Den synger på sidste vers. Dansktop-genren. Siger rygtet i hvert fald. Men måske er rygtet om genrens død stærkt overdrevet. I hvert fald synger publikum stadigvæk med på sangene derude. Også selv om DR og musikpolitiet ikke vil være med.

- Dansktoppen kan simpelthen ikke mere, udtalte en forsker i dansk populærmusik forleden dag. Og eksperterne har vel ret?

Dansktoppen er sendt ud i kulden, klassens tykke dreng smidt uden for døren. P4 gider ikke spille skidtet. Heller ikke selv om DRs Public Service-’krav’ skal ’afspejle mangfoldigheden af kultur, livsopfattelse og levevilkår i de forskellige rigsdele og ’tilstræbe alsidighed og kvalitet i sine public service-udbud’.

Politisk korrekt

Der er intet nyt i statsradiofoniens modstand mod den folkelige musik. DRs musikprofil har altid afspejlet politisk korrekthed, længe inden det ord blev opfundet.

Det nye er, at kunstnerne går aktivt til modstand mod programplanlæggerne i DR-byen.

De unges barrikader

Det er dybt ironisk og livsbekræftende, at generationen, der – med Jørgen de Mylius som pionér – banede vejen for popmusikken i DR, nu stiger på de unges barrikader, de sociale medier, især Facebook. Hilda og Keld Heick, Birthe Kjær, Jørgen Olsen og den yngre Johnny Hansen har udtalt sig i særdeles skarpe vendinger. Olsen åbnede debatten i BT for et par måneder siden.

Det sker med en helt anden fasthed i mælet, end mange måske forbinder med dem. Det beviser bare en tendens, man også ser på alle andre områder i samfundet. De dage, hvor pensionsalder betød mimrekort, er for længst ovre. Det varer ikke længe, før udtrykket ’gammel’ kun bruges om ting, ikke mennesker. Guderne skal vide, at der bliver udgivet meget dansk top-bras. Let’s face it. Vi ved det alle sammen, og de etablerede dansktoppere ved det. De, der kan deres kram, arbejder dybt professionelt, og hvis allerstørste formål med musikken – og hatten af for dét – er noget så uhipt, antikunstnerisk og gammeldaws. . . som at underholde. At gi’ publikum dét, de vil ha’.

Og publikum vil gerne have det. Både i Sønder Bøvelse-hallen, til byfesterne, til Top Charlie-festerne – og i radioen. Men hvorfor må der ikke være den alsidighed, DR faktisk skal diske op med, når vi tænder for vores radio? Eller tv’et. Os bekendt er der endnu ikke lavet en undersøgelse, der dokumenterer, at dansktop-publikummet er dummere og mere umusikalsk end resten af landet.

Og de er her altså endnu, og de er købestærke og trofaste, så toppen af dansktoppen sælger en hel del flere plader end en stor del af de pop- og rockkunstnere, der ellers betragtes som musikalske succeser.

Dén slags kan man måle på flere måder. Men uanset om man er DR, en del af musikpolitiet eller hardrocker, bliver vi nødt til at finde os i, at smag altså er forskellig. Smag kan diskuteres, men det er uanstændigt at rangordne folk og genrer og smide nogen som helst udenfor døren. Uanset om der står dansktop, dance, hiphop, rock, funk eller jazz på etiketten.

Begynd forfra

Frem for at ekskludere en populær musikgenre, som det lige nu sker i DR, er det på tide at finde på en ny betegnelse. På tide at tage tyren ved hornene. Begynde forfra. Afskaf ’reservatet’ dansktoppen, og dermed også titlen – og forhåbentlig begrebet ’dansktop’. Giv plads til hele den folkelige musik i programplanlægningen på P4 på linje med al mulig anden kvalitetspop.

De to nabolande Sverige og Tyskland bruger ordet ’schlager’ som fællesbetegnelse for populær musik. Den omfatter alt fra Melodi Grand Prix-musik over såkaldt dansband-musik og Hansi til rockbaseret popmusik. Ordet findes også på dansk, bare uden ’ch’.

Uanset genrens navn. DR skal vise licensbetalere og skatteydere med hang til Birthe og Johnny samme respekt som alle andre.