Stik mod alle odds og forudsigelser redder W. Axl Rose musikalsk resterne af AC/DCs blege tepose baller – desværre kunne han ikke også redde et skandaløst arrangement
AC/DC, Ceres Park, Aarhus 12.6 - FIRE STJERNER
ARRANGEMENTET ... NUL STJERNER
Se, jeg har været rockanmelder i næsten 30 år. Jeg har arbejdet under forhold, som får en sindssvag slamdance under en Slayer koncert til at minde om en stille mandag aften i Kandis’ øvelokale.
Og jeg har nydt det og aldrig brokket mig. Men når det tager to timer at nå igennem køerne til en koncert, når jeg når at blive lovet røvfuld to gange blot i forsøget på at komme igennem til min plads, når der til trods for en prægtig parade af de største branderter, jeg har været vidne til (og jeg er fra Nørrebro!) ikke er én eneste kontrollør at få øje på, når flere flaskehalse i de elendigt afmærkede områder medfører en trængsel, så man selv som krigsarret veteran begynder at blive bekymret, når en bekymret pige ringer til politiet for at forhøre sig, om de er klar over, hvad der er gang i og får svaret ”hvad for en koncert”. . .
. . . Ja, så er det altså ikke sjovt længere, som det så præcist hed i en gammel børneudsendelse af samme navn.
Det får så være, men jeg håber sandt for synden ikke, at Ceres Park får lov at danne ramme om flere rockkoncerter, før arrangørerne har lært de meste elementære regler for, hvordan man laver den slags. Ellers giv de koncerter til Horsens eller Herning, hvor de har forstand på den slags.
Nå, men hvad så med musikken, spørger du? Med forbehold for at jeg af ovennævnte grunde ikke kom så tæt på samme musik, som jeg kunne have ønsket mig, så var det en fin koncert. Og hvad mere er; hovedparten af æren for det skal tilskrives W. Axl Rose! Blandt mange andre afviste jeg det som en dårlig joke, da rygterne om at Axl havde meldt sig under Angus Youngs faner og tilbudt sine talenter i den høreskadede Brian Johnsons fravær, men jeg bøjer mig i støvet: Axl Rose ikke alene gjorde det fremragende – han regulært legitimerede AC/DCs anden del af ”Rock Or Bust” turnéen.
Ét er at han faktisk viser sig at passe glimrende i bandet og at han faktisk nu synger noget nær som i sin ungdoms vår (utroligt nok for de sidste par gange, jeg har været i nærheden af dét, han kaldte Guns N’Roses sang han som en sygdomshærget sæl i havsnød) . Noget andet – og faktisk vigtigere – er, at Axl har formået af få rystet op i AC/DCs sætliste, som har virket lagt på autopilot de sidste tyve år. Men hva’ så, mine damer og herrer – var det noget med ”Given The Dog A Bone”, ”Riff Raff”, ”If You Want Blood (You’ve Got It)” og ”Rock And Roll Damnation”?
Selvfølgelig var det dét, og når Axl tilmed ånder nyt liv ind i en klassiker som ”High Voltage” og en tilsvarende som ”Sin City” – ja, så tror man jo nærmest det er løgn.
Det var det så heldigvis ikke, men når vi så har rundet den, så SKAL det være slut med AC/DC nu. Bandet var allerede sidste år blevet til AC/Decimering pga. rytmeguitaristen Malcolm Young og trommeslageren Phil Rudds afgang fra bandet. Så røg Brian Johnson, og hvis Angus Young insisterer på at fortsætte med disse sange – og det vil såmænd da være forståeligt nok, når vi har med nogle af rockens største numre at gøre – så bør han gøre det i eget navn. AC/DC er det ikke mere, og i øvrigt måtte man også bl.a. i en kluntet intro til ”Thunderstruck” konstatere, at Young heller ikke er helt, hvad han var.
Fair nok; det er ingen af os vel.
Man dét vi hørte søndag aften var til gengæld et meget fint tributeband.
Ikke mindst takket være denne hr. Rose.
Whole Lotta Rose! Så at sige. Tak for oplevelsen Axl.
