****
(4 stjerner)
AC/DC's mangeårige sanger Brian Johnson er smidt ud af bandet. Og siden nyheden om Axl Rose's åremålsansættelse i AC/DC kom frem, er diskussionen ført med gnistrende intensitet blandt hardrock-disciple. Vanvid eller spændende? For mig lød det da også på papiret nogenlunde lige så sexet som at kysse sin bils udstødningsrør. Ikke at det er forsøgt.
Alene i tyske Leipzig, hvor jeg onsdag tjekkede formen i det danmarksaktuelle band, havde 8.000, ifølge den lokale presse, forlangt deres billetter til den lokale Red Bull Arena refunderet.
Men altså; tilsyneladende så Angus Young rigtigt, da han ringede til Jobcenteret i Los Angeles og bad dem finde en midlertidig vikar til det stærkt amputerede band - hvor kun Angus selv og bassisten Cliff Williams er tilbage fra det 'gamle' AC/DC.
Axl Rose gør det fint.
Han er ikke Brian Johnson, trommeslager Chris Slade er ikke Phil Rudd, rytmeguitaristen Stevie Young er ikke Malcolm Young. Nej, men de klassike numre, Angus Youngs Gibson SG og det medrivende tordengroove, den og den solide og loyale rytmegruppe fordeler ud gennem 48 Marshall forstærkere på bagscenen, lever fint sammen med Axl.
Efter opløsningen midt i 90erne af Guns'N'Roses har Rose optrådt i forskellige versioner af bandet, som mest huskes for skandaløse forsinkelser og andet bøvl. Indimellem (i 2008) kom albummet 'Chinese Democracy', der kandiderer til en titel for verdensrekorden i spildte anstrengelser.
Nu har Rose, Slash og Duff McKagan så gendannet det - næsten - originale Guns'N'Roses. Men først tjansen med AC/DC.
'De låner bare min røv, så jeg prøver at holde mig selv i baggrunden,' som Rose selv formulerede det på scenen.
Skeptikerne har ret på to fronter. Der er himmelvid forskel på den fyrede Brian Johnsons muskuløse 'one of the mates'-appearance med sixpence og blottede overarme og så Axl Rose, der ligner en ældre og lidt større udgave af sit gamle heavy-slacker jeg.
Rose synger ikke lige så skingert som Johnson. Til gengæld er der kommet en vis varme i hans heavy-falset, som jeg ikke husker fra min enlige Guns'N'Roses koncert i Gentofte i 1993. Noget medlevende. Måske var det bevidst: Rose lå lavt i lydbilledet hele aftenen.
Der var påfaldende fejl, det skal med. F.eks. en helt gal timing i 'Have a Drink on Me'. Og han var ret forpustet indimellem.
Men i stedet for rasende at søge i bunken med ord, der rimer på 'skandale' poppede ordet ... 'rørende' forsigtig op. Ja, der er noget rørende i den måde, Axl Rose stolper rundt med en skinne på den brækkede fod på scenen, mens han indordner sig i mastermind Angus Youngs bevægelsesmønstre foran trommesættet og længere fremme på scene og catwalk.
Men også - og mere vigtigt - noget respektfuldt i den måde, manden har ladet sit enorme ego blive hjemme.
Større kendere end mig kan formentlig høre forskelle på trommespillet hos den nye Chris Slade i forhold til den kasserede fusentast Phil Rudd. Måske også, når det gælder den nye og den gamle rytmeguitarist, selvom Stevie Young spiller med et swingende groove og et kropssprog, der frembringer minder om hans desværre demensramte onkel.
Jeg forstår de, der mener, at Angus Young burde vende skiltet i AC/DC-butikken fra åben til lukket.
På den anden side er AC/DC måske den sidste gruppe, der falder i 'nostalgi for bankrådgiverens skyld'-gryden. Angus Young er kvintessen, ikke bare af AC/DC, men fænomenet rock'n'roll guitarist.
Sange som 'Back in Black', 'Rock 'n' Roll Damnation', 'Thunderstruck', 'High Voltage' kan aldrig komme til at lyde trætte eller skabelonagtige, sålænge Angus og hans Gibson selv fylder dem ud.
Hvad der især slog mig denne lune sommeraften i Leipzig er den totale mangel på forstillelse og showoff, som ellers er ROCKGUITARISTENS mytologiske raison d'etre.
Angus Young, denne smadreriffets skoleuniforms beklædte oversherif, lever, æder, gnaver, tygger distortion (ikke det dér tissegilde i København).
Fra det første præcise anslag i 'Rock or Bust' fra det seneste album og resten af aftenen.
Angus er høvdingen i en forrygende stammefest, to pegefingre ved panden og det medlevende tyske publikum er helt oppe at køre. Han er den passionerede lokomotivfører i et elektrisk tog, der, trods det, at det stopper ved 23 stationer i løbet af to og en halv time, kører med fuld blus på kedlerne.
Så kan man mene, at AC/DCs numre er noget ensformige. I så fald har man overset, hvor langt Angus Young kommer omkring, blitzende overfladespænding i 'High Voltage', blues intro i 'Hells Bells', party-rockabilly i Rock'n'roll Train - hvor den tørlagte Axl Rose kom med en enkelt opbyggelig formaning: 'Stå på partytoget, for det er sjovt, men undgå at blive ramt af det. Det blev jeg'.
Speedet motorcykel-guitar i 'Whole Lotta Rosie' med enkelte venlige hilsener til Jimmy Page. En hilsen til John Fogerty i 'Sin City'. Et par overraskende breaks i 'Rock'n'roll Damnation'.
Axl/DC var et møgbeskidt boogieparty, som det lød her til aften.
AC/DC afficionados må afgøre, om grænsen er nået. Jeg synes vikaren fra Helvede klæder 'Highway to Hell', næsten lige så meget, som den klæder ham.
AC/DC, Leipzig, Red Bull Arena, onsdag
Det spillede Axl/DC
Intro
Rock or Bust
Shoot to Thrill
Hell Ain't a Bad Place to Be
Back in Black
Got Some Rock & Roll Thunder
Dirty Deeds Done Dirt Cheap
Rock 'n' Roll Damnation
Thunderstruck
High Voltage
Rock 'n' Roll Train
Hells Bells
Given the Dog a Bone
If You Want Blood (You've Got It)
Sin City
You Shook Me All Night Long
Shot Down in Flames
Have a Drink on Me
T.N.T.
Whole Lotta Rosie
Let There Be Rock
Ekstranumre:
Highway to Hell
Riff Raff
For Those About to Rock (We Salute You)
