Tekst: Jens 'Jam' Rasmussen

Foto: Mona Heide Petersen

Sort Sol bragte Vig Festivals hovedscene på den anden ende med deres massive, udfordrende lydmur af hård rock og electronica, mens Kim Larsen og D-A-D besørgede festivalens solide folkefester.

VIG, NORDVESTSJÆLLAND: Da jeg sidste sommer forlod tre dages Vig Festival var det med to trætte døtre og den bedste festivalstemning, jeg længe har haft i kroppen. Masser af livlig musik, fra Christopher til Kim Larsen, børneområde med timevis af leg. aktiviteter, smil og en slush-ice eller tre. En festival præget af fin, fin folkestemning og venlige mennesker på græsplæner, i scenetelte og i boder.

I år måtte overtegnede så tjekke ind uden børn (på ferie med deres mor), men med fuld adgang til de senaftens-koncerter, der har måtte droppes på stribe gennem årene grundet kl. 21.30-udslidte børn (og ikke bare dem). I stedet har overtegnede måtte nyde talrige juliaftener i sommerhuset med Tour de France-studiet og avislæsning fremfor D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Gnags live og lige på den anden side af mark og skov, sølle tre-fire km borte.

I år skulle det indre festival-ur så stilles frem til god, gammeldags voksentid og med udsigt til senaftens koncerter med blandt andre Kim Larsen, Sort Sol, Level 42 og førnævnte D-A-D. Til trods for børne-afsavnet, så ville glasset (eller festival-kanden) måske alligevel blive halv-fyldt og ikke halv-tomt?

Triumf for tredje år i træk

Torsdag tidlig aften varmede den charmerende amerikanske sangerinde Beth Hart op med sin bluesy, soulede, rock-poppede sange, der lagde sig lagde blidt og behageligt over den solbeskinnede festivalplads, men som aldrig rigtig lettede.

Det gjorde Kim Larsens festgaranterede Gasolin-hits og eviggode syng-med-solosange selvsagt:  'Susan Himmelblå', 'This Is My Life', 'Midt Om Natten', 'Sirenesangen', 'Christianshavns Kanal', 'Jutlandia' og ekstranummeret 'Langebro'.

Det lyder meget taknemmeligt, men Larsen - og ikke mindst Larsens band, Kjukken - spiller i disse år med en glød og dedikation, der får de oplagte og pligtskyldige superschlagere til at lyde ekstraordinært presente og begejstrende for det istemmende publikum. Og ligesom mit eget afkom i de seneste par år er der jo mange yngre festivalgæster, der møder Larsen og flere af hans ellers landskendte sange for allerførste gang.

En sikker triumf for nationalskjalden for tredje år i træk på Vig Festival.

Sonisk trancesættende

Sceneplaceringerne på årets festival kunne diskuteres. Tidlig om aftenen stod det tydeligt at den unge Jacob Dinesen skulle have haft en større showplatform end den tredjestørste scene, Heartbeat. til sin rådighed, mens placeringen af Sort Sol på hovedscenen kl. 21.30 langt fra harmonerede med flertallet af den folkelige festivals publikum.

Efter den velsyngende, men også lidt strømlinede Lis Sørensen, dernæst Mads Langer og inden nattefesten med Infernal, skinnede Sort Sol forunderligt igennem. Det mindretal, der overgav sig, blev simpelthen suget ind i - og igennem en - hæsblæsende, hypnotisk, perceptionsflænsende lydtunnel, der næppe finder dens magen i dansk rock.

Vi fik rykket sanserne til bandets nye, søgende, mere elektroniske, udforskende og udfordrende materiale fra det aktuelle "come back-album", 'Stor Langsom Stjerne', som åbningsnummeret 'The Weightless', den Depeche Mode-strejfende 'Nocturnal Creatures', den dunkle, blide '..Like A Trance Like...' og det småmystiske, reciterende titelnummer 'Stor, Langsom Stjerne' med segmenter af Bowies electroniske epoke. Og vi fik rocket sanserne til gamle, men robuste sange som 'Next Century', 'Siggimund Blue', 'Dog Star Man' og stemningsfulde hits som 'Kiss The Streets' og 'Let The Fingers Do The Walking'.

Afslutningsvis hensatte den hyperdynamiske, udstrakte udgave af 'Tatlin Tower' os få modtagelige i en superb sonisk trancetilstand, mens mange folk forlængst havde søgt væk fra lydinfernoet og ned til den sociale sjælefred og fadølsstemning i bodgaden eller hos Sanne i Scene 21-teltet. I dette specifikke afslutningsnummer og det hele Sort Sol-show blev den folkelige poprock-kontekst frontalt udfordret, hvilket påmindede nogle af os, om at rockmusikken stadig kan totalt tsunami-overrumple, når den besidder basale musikvisioner, vitalitet, dybde, innovation, mod og en ikke uanselig del urkraft og volumen.

I det efterfølgende Infernal-show var folkefesten tilbage på festivalpladsen, hvor det fem-seks numre henne var blevet undertegnedes tur til at foretrække fra festivalens hovedscene. Træt og fuldstændigt forblindet af den sorte sol.


Funkpop og folkehegn

Spøjst blev genhøret med de engelske funkpoppere Level 42, som var det store stjerneband for mange i min gymnasietid i den første halvdel af 80erne, hvor alting partout skulle dreje sig om teknik, tjekkethed og poleret poplyd. Jeg var endda selv med til koncert med dem for disse plus-30 år siden. Lørdag aften på Vig lød bandet selvfølgelig toptjekkede med en veloplagt og hyggelig Mark King i front som sanger, bandleder og funky bassist-supremo.

Hits som 'Running In The Family' og 'Something About You' blev leveret loyalt og veltrimmet, men det var ikke før end sidste nummer, 'Sons and Daughters', at bandet for alvor foldede sig mere løssluppent ud. Dér skulle vi have været langt tidligere.

Som sidste band på årets Vig Festival besørgede D-A-D som vanligt den træfsikre og solide festivallukning fra den knaldperle-åbneren 'Riskin'Ot All' over mere overraskende sætliste-indslag som 'Written In Water', 'Soul Bender', 'Soft Dogs' og en meget underholdende syng-med-seance i 'Scare Yourself' til den forrygende afslutning i 'Sleeping My Day Away' og 'It's After Dark'.

Jesper Binzers fortræffelige showmanship fornægtede sig heller ikke i den selvironiske intro til 'Nineteenhundredandyesterday', som "vist var den seneste gang, D-A-D eneste udgav en plade!" Det kreative har i en rum tid været en mangelvare for D-A-D, der ikke har udgivet nyt album siden 2011's 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK', alt i mens frontmand Binzer i fredags udgav solosinglen 'The Future Is Now'.

Men D-A-D afsluttede årets Vig Festival med en meget solid og energisk optræden, der var herlig hegn til folket. Men i næste festivalsommer skal bandet absolut have have noget nyt krudt i sætlisten - og her tænkes altså ikke på fyrværkeri-ladningen i Stig Petersens rakethjelm.

Også i år gik Vig Festival mere end godkendt hjem. Uden de (minus Sort Sol) helt store musikalske bjergtalelser, men med en tilpas fin, firestjernet voksentid i folkefestens tegn.