*** (tre stjerner) Bob Dylan
***** (fem stjerner) Rolling Stones
Festivalen Desert Trip Festival er kaldt Oldchella. Den foregår på samme område, som festivalen Coachella, der ligger tæt på Los Angeles. Der er bare seks optrædende. Det er til gengæld verdens seks største rockdinosaurer. BT er med,
COACHELLA, CALIFORNIEN: Jamen, én eller anden skulle jo starte... altså, når man nu har et så unikt forrygende festivalfelt bestående af Bob Dylan og The Rolling Stones (fredag), Paul McCartney og Neil Young (lørdag) og Roger Waters og The Who (søndag).
Og det blev så legenderækkens ældste. Profeten. Foregangsmanden. Folk-til-rock-transformatoren. Hippie-generationens stemme. 75-årige Bob Dylan.
'His Bobness', som han så ærefuldt betitles blandt utallige disciple. Og dem var der selvsagt en god del af blandt de op imod 50.000 tilstedeværende, da Dylan med band åbnede Desert Trip Festival ude i den sydcaliforniske ørken.
Dylan før Stones
Bob Dylan før Stones - det er der en vis logik i. Selvfølgelig.
Hvem går ligesom på efter Jagger, Keith & co.? Blandt deres supportbands i dette årtusind tælles hårdt rockende headliners i deres egen ret som AC/DC og Metallica.
På scenen fremstod Dylan som Dylan: solbrillerne foran øjnene, den hvide hat ovenpå på de krøllede lokker. Stemmen som altid... rustent gnækkende. Dén er ikke blevet bedre med årene, men Dylans vokal fremstod over vater fredag aften i ørkenen.
Som altid er vitaliteten i sangene det bærende for Dylan. Siddende ved pianoet, åbnede han lystigt og unægtelig nostalgisk op med den klassiske førstesingle ’Rainy Day Woman # 2 & 35’ fra det 50 år gamle dobbeltalbum, ’Blonde on Blonde’.
Der var et dirrende boogie-woogie drive i den slide-swingende ’Highway 61’ og ellers et sæt som fortsatte med Dylans velkendte varianter af country-rock – han og bandet mest vitalt og vedkommende, når det ramte de mere sprøde, bastante blues-toner.
Det halvanden time lange sæt afsluttede med den markante ’Masters of War’. Et musikalsk velfungerende og fint funderet af slagsen, men desværre var interaktionen mellem den diskrete Dylan og publikum på den udstrakte plads fuldstændigt fraværende.
Blues og Beatles
Helt anderledes ekstrovert, dynamisk og involverende var det – naturligvis – med The Rolling Stones.
’Start Me Up’ og ’You Got Me Rocking’ til starte op på, og Mick Jagger med sin selvfølgelige, erfarne charme, der pronto skabte den rette partykontakt med publikum.
Gamle hits som ’Honky Tonk Woman’ og ’Gimme Shelter’ blev leveret med høj energi og sikker hånd, mens bandet overrumplede med en venskabelig version af de gamle Beatles-kollegaers ’Come Together’. Tilført et tykt stænk af Stones-lyden og endda en Mick Jagger-mundharpesolo.
Som håbet blev det til en forsmag på bandets kommende blues-album, ’Blue & Lonesome’, med det lidt Elmore James-agtige Jimmy Reed-cover ’Ride ’em on Down’. Sikkert og swingende rullet ud over scenekanten – og overtegnede havde gerne hørt et par flere af slagsen.
Især havde Ron Wood en stærk aften med stort overskud og glødende gode guitar-markeringer, inden den to timer lange Stones-koncert pumpede ud med show-klassikerne ’Jumpin’ Jack Flash’, ’You Can’t Always Get What You Want’ og ’(I Can’t Get no) Satisfaction’.
Nok en gang stod Rolling Stones’ suveræne, særegne symbiose af stadion-herskeri og småbumset bar-band-feeling overbevisende frem.
Bob Dylan og The Rollong Stones på Desert Trip Festival, natten til lørdag dansk tid.
