***** (fem stjerner, Roger Waters)
***** (fem stjerner, The Who)
COACHELLA, CALIFORNIEN: Den seneste gang, BT’s udsendte oplevede Pink Floyd-bassisten/drivkraften Roger Waters på scenen var i juni 2006. Over ti år siden. Tik-tak, tik-tak.
”Tickingaway the moments, that makes up a dull day”, som den indledende tekstlinje lyder i ‘Time’ fra ærkeklassikeren ‘Dark Side of the Moon’, men Roger Waters er stadig en global headliner-attraktion, side om side med Stones og McCartney.
Søndag aften afrundede Waters, nu 73 år, således den første af to følgende DesertTrip weekender.
Koncerten baseret på de klassiske Pink Floyd-pragtpræstationer og med en blid, svævende åbning i ’Breathe’ fra førnævnte ’Dark Side of the Moon’, fulgt op ad den messende, meditative trance i det soniske syretrip ’Set the Controls for the Heart & The Sun’.
Videre fokus på ’Dark Side of the Moon’ og førnævnte ’Time’, direkte over i ’The Great Gig in The Sky’’ med rockhistoriens måske smukkeste kvindelige vokalstykke, hvor fryd og smerte sammensmeltes i en overjordisk, æstetisk symbiose. 75.000 mennesker holdt simultant vejret – og kæften. Forunderligt.
Og så var der ’Money’ og ’Us and Them’, vitale og veludførte klassikere også denne aften - ligesom de efterfølgende og gedigent fremførte ’Shine On Your Crazy Diamond’, ’Welcome To The Machine’, ’Have a Cigar’og titelnummeret fra 'nabopladen' ‘WishYou Were Here’.
Grisebassen
Waters åbnede også portene ind til en længere tur med næste album via ’Pigs on the Wing’ fra ’Animals’, afsluttende med et slet skjult budskab om, at den mandlige part af de aktuelle, amerikanske præsidentkandidater er en grisebasse.
Fra grisebassen gled vi naturligt over I ‘The Wall’ og numre som ’Another Brick In The Wall’, ‘Mother’ og ‘Run Like Hell’. ’Eclipse’ bragte os vel tilbage til ’Dark Side of the Moon’ og et effektfuld exit af hovedsættet, hvor Waters stillede sig frem ved mikrofonen med både digt-recitation og sin udtrykte solidaritet med det palæstinensiske folk.
Næsten overflødigt at nævne den storladne lyd og gennemførte visuelle fremførelse hos Roger Waters. Men begge elementer var der – og de og det eviggyldige Floyd-materiale bar akkurat en fem-stjernetafslutning hjem på dette første Desert Trip, der afrundedes med en stærk og nydelig ’Comfortably Numb’, men der var nu også numre i sættet, hvor Pink Floyds sanger & guitarist David Gilmour var savnet. Jo.
Fra pigtråd til prog
Før Waters varmede The Who op, de britiske legender som føres videre af de to originalmedlemmer fra dannelsen i 1964, sang Roger Daltrey og guitarist Pete Townsend – og med lidt hjælp fra vennerne i Ringo Starr-sønnen Zak Starkey på trommer, Townsends guitar-spillende lillebror Simon og bassisten ”Pino” Palladino.
Det aldrene og hårdt rockende bøllebob-band, der har lagt tidlige spor til både punk, metal, musical-inspiration (Queen, Meat Loaf), prog- og grunge rock, optræder fremdeles med vedholdende volumen, virilitet, musikalitet- og så den helt enorme, grundlæggende urkraft der har været synonymt med The Who siden de tidlige garagedage i Vestlondon.
Vi fik rigelige mængder af det hele på Desert Trip, tidlig lørdag aften. Åbningsnummeret ’I Can’t Explain’, overmåde engagerede versioner af ’Who are You?’ og ’The Kids are Allright’ (med ledsagende filmklip af scooter-kørende mods fra dengang i 60erne); sangen introduceret af Pete Townsend med fokus på de snart 50 år siden bandets første besøg i Californien på Monterey Pop Festival, 1967.
Mere hyldest til ’67 ibandets første US singlehit, ’I Can See For Miles’ og så et kort anslag til ’My Generation’.
Nær-perfekt
Den dybfølte ballade ’Behind Blue Eyes’ bragte elskværdigt overtegnedes hvilepuls ned på rundt 333, mens den bundsolidt eksekverede ’Bargain’ bredte bandets repertoire længere ud end til den absolutte hitparade.
Flere rockperler i ’You Better You Bet’, ’5:15’, den storslåede ’Love Reign Over Me’,publikumspleaser-triumviratet ’Pinball Wizard’, ’Baby O Reilly’ og den afsluttende ’Won’t Get Fooled Again’.
The Who var velspillende, voluminøse, til tider nærmest jordskælvende i deres udtryk (udmærket, jo-jo, men vi befinder os ligesom i Sydcalifornien, kære venner!). Og selvom der i dag er langt mere liv tilbage i storebror Townsends svulstige spade end i Daltreys nok så brugte røst, og vi altså lige manglede ’Substitute’ i sættet, så fremstod The Who samlet setsom en nær-perfekt, kraftfuld koncertoplevelse.
Og herfra er det bare at drage konklusionen efter tre dage i den sydcaliforniske ørken, hvor det unægtelig synes stærkt tvivlsomt om der nogensinde ville kunne opleves samme samlede klassiske rockkvalitet som på Desert Trip 2016!? Hvordan hulen, vi kommer videre herfra, aner BT’s udsendte ikke på denne svedigt hede nat i Californiens ørken, men helt unikt i adskillige øjeblikke – dét var det.
Roger Waters og The Who på Desert Trip Music Festival, natten til mandag, dansk tid
