Bryan Adams giver tre arenakoncerter på dansk grund, når han gæster Frederikshavn, Aarhus og København som led i 30-årsjubilæet for sit "Reckless"-album.

Bryan Adams har gennem hele sin glorværdige karriere skabt en massiv og trofast dansk fanskare med flere udsolgte koncerter til følge. Her kan blandt andet nævnes den anmelderroste koncert på Bøgescenen til Smukfest 2012. Nu vender den canadiske multikunstner tilbage sammen med sit band for at fejre 30-året for udgivelsen af det Grammynominerede og historiske album "Reckless".

Bryan Adams' fjerde album "Reckless" udkom på hans 25 års fødselsdag 5. november 1984 og er det første album af en canadisk sanger, der opnåede 1 million solgte eksemplarer i hjemlandet. Albummet er solgt i mere end 12 millioner eksemplarer på verdensplan, hvoraf alle seks singler gik top 20 i USA, hvilket kun Michael Jackson og Bruce Springsteen dengang havde opnået.

Blandt albummets udødelige klassikere kan nævnes "Run to You", "Somebody", "Heaven", "Summer of '69", "One Night Love Affair" og "It's Only Love", hvor sidstnævnte er en duet med den uforlignelige rock-mama Tina Turner. Alle disse klassikere samt Bryan Adams' mange andre kæmpehits, såsom "(Everything I Do) I Do It for You" og "All For Love", kan opleves live, når han til marts fejrer 30-års jubilæet for udgivelsen af 'Reckless' i Frederikshavn, Aarhus og København.

Bryan Adams har siden 13. november turneret med sin "Reckless 30th Anniversary Tour" med udsolgte shows i Storbritannien og det øvrige Europa.

Bryan Adams besøger nedenstående spillesteder:

Frederikshavn, Arena Nord – 17. marts

Aarhus, NRGI Arena – 18. marts

København, Forum – 19. marts