Det er ikke kun københavnerne, der får fornøjelsen af "The Boss" til sommer. Også jyderne får nu chancen for at høre rocklegenden Bruce Springsteen spille til sommer.

Det sker, når Bruce Springsteen og hans E Street Band giver ekstrakoncert i Horsens, skriver Herning Folkeblad.

Bruce Springsteen kommer til byen onsdag 20. juli og giver ekstrakoncert med E Street Band på Casa Arena Horsens.

Midt i februar blev det offentliggjort, at den 66-årige stjerne spiller i Parken i København onsdag 22. juni. En nyhed, der fik danskerne på mærkerne, så der på mindre end en time var alt udsolgt.

Det er denne interesse, der har affødt, at Bruce Springsteen og The E Street Band putter endnu en dansk koncert ind i turneen.

Bruce Springsteen optræder sammen med gruppen E Street Band med turneen "The River Tour". Turnéens titel er en hyldest til Springsteens klassiker "The River", der blev lavet for 35 år siden.

Bruce Springsteen og bandet skal også besøge Sverige og Norge, når de kommer til Skandinavien senere i år.

Touren er allerede skudt i gang i USA og er Springsteens første i to år.

Sidste gang The Boss gav koncert i Danmark var i 2013, hvor han spillede i Parken og i Jyske Bank Boxen i Herning.

Billetterne til koncerten i København blev dengang udsolgt på blot en halv time.

Bruce Springsteen har udgivet 18 studiealbum, og det seneste, "High Hopes", udkom i 2014. Det er mere end 40 år siden, at han første gang fik en pladekontrakt. Det var i 1972, da Springsteen blev opdaget af en talentspejder.

Blandt hans største hits er "Born in the USA", "The River" og "Hungry Heart".

/ritzau/