Fredag aften tog D-A-Ds altid finurligt klædte bassist Stig Pedersen et voldsomt styrt på scenen på Aarhus Havn. Bandet bekræfter lørdag, at Stig har fået et kompliceret brud, men at de rocker videre.

Den 50-årige Stig Pedersen er kendt for at være klædt i vilde gevandter - og særligt støvler med høje hæle. Det var også den type - af lak - i kombination med en glat scene, der fredag aften var skyld i den brækkede albue efter kun 25 minutters koncert.

»Stig er ved godt mod, men der er ikke så meget at gøre. Lægernes dom er et kompliceret brud på armen, som nu skal hele. Kender jeg Stig ret, vil han nu gøre alt, han kan, for at blive klar til at komme i gang med sin tostrengede bas igen. Han er ukuelig. Det er ret uheldigt, for det var jo åbningskoncerten til bandets turne,« siger manager Peter Sørensen til BT.

På D-A-Ds egen hjemmeside beskriver en fan, som stod forrest til koncerten, om det uheldige styrt:

'Få øjeblikke, før han faldt, så jeg ham gestikulere 'slippery' (glat på dansk, red.) til scene-personalet. Derefter krydsede han scenen og lavede den uheldige bevægelse. Da jeg så, hvordan han holdt sin arm og nærmest rev bassen af sig selv, mens hans ansigtudtryk sagde 'smerte', vidste jeg, han ikke ville feste med D-A-D mere den aften,' skriver en unavngiven, kvindelig fan.

Bassist Stig Pedersen havde disse nye, højhælede støvler på. Og i kombination med et vådt scenegulv endte det helt galt.
Bassist Stig Pedersen havde disse nye, højhælede støvler på. Og i kombination med et vådt scenegulv endte det helt galt. Foto: Axel Schütt
Vis mere

Og den glatte scenegulv bekræfter manager Peter Sørensen da også:

»Det havde silet ned hele aftenen i Aarhus, men stoppede kort inden D-A-D skulle på. Scenefolkene var inde at tørre scenen, men det var ikke godt nok, viste det sig. Og selvom det er skide uheldigt, er det, hvad der sker. Det ved jeg, Stig også mener,« siger Peter Sørensen.

Allerede natten til lørdag annoncerede D-A-D, at den kommende koncert i Herning lørdag aften og andre planlagte koncerter gennemføres. Dog uden Stig Pedersen, som ligger på Rigshospitalet. I stedet vil en vikar træde ind på bassists plads, så de mange fans undvære den farverige Stig den kommende tid.

Manager Peter Sørensen fortæller, at den nye bassist, som bandet øver sammen med i skrivende stund, blev fundet allerede klokken fire i nat. Så ingen tvivl om, at turnéen fortsætter. Bl.a. spiller bandet sammen med Dizzy Mizz Lizzy igen den 5. juni i København.

På bandets Facebook-side er der ingen sure miner på trods af Stig Pedersens fravær. De ønsker bassisten god bedring.

»Folk har taget det pænt, allerede i aftes. Men det er ærgerligt for de 12.000 på havnen i Aarhus. Uden at være mere konkret vil jeg sige, at vi må se, om vi ikke kan kompensere på en eller anden måde senere på året,« afslutter Peter Sørensen.