Et ellers velspillende Bon Jovi insisterer i perioder på at være kunst, når virkeligheden er, at de er langt bedre til at være festorkester.

Bon Jovi er ét af de mest forbandet frustrerende foretagender at gå til koncert med. Og for den sags skyld at anmelde.

Supergruppen fra New Jersey har nemlig som de færreste virkelig materialet til at spille op til en fest af formidable dimensioner, men problemet opstår så, fordi bandboss og navngiver Jon Bon Jovi ynder at garnere sine fester med en lidet ønskværdig selskabsleg.

Den selskabsleg hedder ”ørkenvandring”. Og det er ikke et billigt ordspil, jeg bruger, fordi Jon Bon Jovi denne aften var udstyret med benskinne og stok efter at have forvredet benet ved en nylig koncert i Helsinki. Det kan manden for fa’en ikke gøre for, og han sang i øvrigt fremragende i Horsens.

Næ, det jeg mener med ørkenvandring til fest er, at Bon Jovi for hver ”You Give Love A Bad Name”, de spiller, også skal plage os med en ynk som ”Superman Tonight”, for hver ”Runaway” er der en ligegyldighed som ”Captain Crash & The Beauty Queen From Mars”, for hver ”Sleep When I’m Dead” skal man slæbes gennem en ”Work for The Working Man” og… nå, I har fattet det? Fint!

Men det er dét, der – i hvert fald ofte – er så frustrerende ved Bon Jovis koncerter. Det store spørgsmål er hér nemlig, hvorfor Bon Jovi – og da i særdeleshed foran et så forrygende feststemt publikum som dét i Horsens – ikke bare ”nøjes” med at gøre dét, de nu engang gør bedst:

Nemlig spiller de dér fænomenale festreddere, de har i kataloget, som de ovennævnte hits men også ”Born To Be My Baby”, ”Keep The Faith”, ”Livin’ On A Prayer” og den pragtfulde ”Bad Medicine” – sidstnævnte udenfor konkurrence højdepunktet i Horsens, da den fik selskab i et medley af Roy Orbisons ”Pretty Woman” og Bob Segers udødelige ”Old Time Rock And Roll”.

Det er dét, Bon Jovi kan. Feste med himmelstræbende mundvige og tandemalje på parade på hele stadion som resultat. Holdt de sig bare til det, kunne jeg snildt nøjes med halvanden times koncert snarere end to en halv timers samme.

Så ville man nemlig danse ud fra stadion med en sang på læben og tro i hjertet, men desværre bærer Jon Bon Jovi åbenbart på en frustration, som handler om, at han SÅ gerne vil respekteres som ”seriøs” sangskriver.

Hvorfor vi så skal trækkes med milliardærens totalt og aldeles utroværdige hyldest til arbejderklassen i ”Work For The Working Man” og den dybt forudsigelige cadeau til historiens store frihedskæmpere i ”Superman Tonight”. Svage forsøg på at skrive den forkætrede ”store amerikanske sang”.

Men Jon (!) – du burde stille dig tilfreds med, at du og dit band er mændene bag nogle af de sidste 30 års finere festreddere (ja, der var den sgu’ igen) i stedet for at lade endnu et mini-mælks destillat af Springsteens svagere øjeblikke gøre det ud for en ny sang.

Og nu vi har fat i Bruce Springsteen, var det for resten en fin gestus, at Bon Jovi spillede bossens ”Tenth Avenue Freeze-out” som en hyldest til The E-Street Bands nyligt afdøde saxofonist Clarence Clemons.

Det var en tålelig koncert. Men var man sluppet for frustrationsmomenterne, kunne den sgu’ have været forrygende.

BON JOVI, Casa Arena, Horsens