Børnebørn giver ny energi
Han er født tre måneder før Elvis Presley. Og han udgav sin første digtsamling i 1956. Men alligevel udstråler 77-årige Leonard Cohen en tidløs energi. B.T. møder legenden i New York for at finde hemmeligheden bag smilet
Han er født tre måneder før Elvis Presley. Og han udgav sin første digtsamling i 1956. Men alligevel udstråler 77-årige Leonard Cohen en tidløs energi. B.T. møder legenden i New York for at finde hemmeligheden bag smilet
- Sid ned. Vil du have nogle saltnødder?
Leonard Cohen er den perfekte vært. Og han er tydeligt stolt af sit 12. album ’Old Ideas’, der udkommer i morgen.
Sammen med små 60 andre journalister har B.T. på Sohos ’Joe’s Pub’ lige lyttet til de ti nye tusmørkesange. Nu har jeg tiltusket mig en privat audiens med mesteren selv. Men før vi snakker musik, er ét helt andet spørgsmål oplagt:
- Hvor får du energien fra?
- Når du har to små børnebørn, så kan du ikke sidde alt for stille. De giver mig ny energi, siger Leonard Cohen, der som den ældre herre, han trods alt er, indleder interviewet iklædt både hat og elegant overfrakke.
Både datteren Lorca og sønnen Adam har inden for de seneste tre år skænket deres far hver sin arving. Og Leonard elsker tydeligvis at snakke om de små Cohen’er.
- Det er en uhørt fornøjelse at være i selskab med disse magiske små skabninger. De minder mig om skæbnens uundgåelige skønhed, siger den stolte bedstefar. ---- Men i dag er begge børnenebørn hjemme hos forældrene i solbeskinnede Los Angeles, hvor Leonard også tilbringer det meste af året.
Vi er i snefyldte New York City – bare få gader fra Cohens klassiske ’Chelsea Hotel’. Og med ’Old Ideas’ klar til udgivelse drejer det sig igen om musikken.
I den modne alder af 33 år udgav Cohen sit første album i 1967. Som 54-årig fik han for alvor sit kommercielle gennembrud med ’First We Take Manhattan’. Og inden for de seneste fem år er det sangen ’Hallelujah’, der takket være sine mere end 200 genindspilninger har sikret Cohen ny berømmelse og en ny millionformue.
Men i dag hedder pladen ’Old Ideas’ – ti nye sange, der som sædvanlig handler om Gud, kvinden og sex.
Stemmen er dybere end nogensinde. Teksterne svinger langsomt imellem religiøs fordybelse (’Amen’) og forsigtig optimisme (’Going Home’).
Og trods sin modne alder (især for en rockstjerne) ser Cohen ikke det nye album som sin svanesang.
:- Jeg begyndte at skrive de nye sange, da jeg var færdig med min seneste turné. Og jeg regner da også med at følge denne op med endnu en turné, siger Cohen, der dog ikke vil gå i detaljer med eventuelle nye koncertdatoer.
Og alder er tydeligvis ikke noget, der bekymrer Cohen.
Således er hans buddhistiske læremester Kyozan Joshi Sasaki (’Roshi’) 104 år gammel. Lige før interviewet med B.T. har de to gamle venner hygget sig over en kop te. Men trods optimismen er døden selvfølgelig også noget, Leonard Cohen tænker på.
- Døden er uundgåelig. Der er ikke er noget at gøre ved det. Og hvis der er noget om snakken om reinkarnation, så vil jeg gerne blive genfødt som min datters hund, siger Cohen med et lunt smil.
Men inden en eventuel hunde-genfødsel er der meget andet, Leonard skal nå.
Nu herligt fri for den næsten kroniske depression, der hæmmede hans første 60 leveår, går Leonard Cohen hver dag i møde med et optimistisk smil.
- Der er så meget, jeg stadig skal nå. Når jeg fylder 80, vil jeg begynde at ryge igen. Og så er der også stadig en masse sange, jeg vil skrive – hvis Gud tillader det, siger Cohen.
Og når vi nu snakker om Gud, så er Cohens religion også et kapitel for sig.
Født og opvokset i en stærkt troende jødisk familie, blev Cohen allerede som ung interesseret i adskillige andre religioner. En kort overgang i 70erne studerede han sågar scientology – som han siden skrottede. Og efter et seks-årigt ophold i et buddhistisk munkekloster uden for Los Angeles (1993-1999) har han i dag fundet fred med sin egen gud.
- Én af de mange ting, jeg skylder mine forældre tak for, er, at de aldrig forsøgte at trække deres tro ned over hovedet på mig. De var meget troende. Men de lod mig træffe mine egne valg. Og i dag har jeg fundet min egen gud og min egen fred. Lige her.
Leonard Cohen banker sin knyttede næve let imod brystkassen. Og dermed er interviewet slut. Cohen smiler. Cohen siger ’hils i Danmark’. Og Cohen stiller velvilligt op til foto med endnu en fjollet fan. Han er en flink mand.