Bob Dylan satte tempoet ned

En ting skal man vide, inden man går til koncert med Bob Dylan: han synger ikke, som han gjorde dengang i 60’erne. Det er ikke nyt. Men nu synger han heller ikke længere, som han gjorde for bare et par år siden.

Om det er kampen mod de slidte stemmebånd eller om det bare er (endnu) en ny side af Bob Dylan, er ikke helt til at sige. Men søndagens to timers-koncert i Forum gav panderynker, når den 67-årige legende måtte sætte tempoet ned på klassikere som 'Simple Twist of Fate' og 'Desolation Row'. Den aldrende stemme kunne simpelthen ikke følge med.

Heldigvis gav det plads til andre nyfortolkninger.

Scroll ned for at læse videre...

Zebrastribede lyskegler
Bob Dylan indledte eminent med den bibel-fanatiske 'Gotta Serve Somebody' fra sin vanlige plads bag orgelet. Klædt i vanlig sort i skyggen under sin vanlige hat. Og omkredset af en velspillende instrumental kvintet, hvoraf bassist Tony Garnier utvivlsomt var den mest iøjnefaldende.

Næste nummer 'When I Paint My Masterpiece' blev desværre brugt til at lydmanden kunne justere på vokal-volumen, men herefter nåede koncerten allerede sit første højdepunkt.

Aftenens hovedperson trådte ind midt på scenen med sin semi-akustiske guitar og leverede den bluesede 'Watching the River Flow' på formidabel vis.

Nummeret – som er fra 1971 – fungerede faktisk ekstremt godt i et lavere tempo, og de zebrastribede lyskegler på det halvtreds meter brede bagtæppe flød langsomt ud over floden af henrykte fans, så salen til sidst var helt oplyst. Dét var ekstraordinært.

Ind til kernen
Så faldt koncerten og sangene igen lidt i tempo, men kort efter kom næste højdepunkt. Igen med Bob Dylan centralt på scenen – denne gang kun udstyret med sin magiske mundharpe.

Med vrikkende hofter og et smil på læben (ja, du læste rigtigt!) sang han en version af 'I Believe in You', som selv ikke dylanologer eller andre dybt inkarnerede fans må have hørt den før. Igen i et nærmest gående, men fantastisk hypnotiserende tempo.

Og så var Bob Dylans slidte stemmebånd altså til at leve med, når han som her nåede ind til kernen i de kompositioner, vi troede at kende bedre end vores cpr-nummer.

Igen formåede han dog ikke at følge op, og herfra var det faktisk småt med højdepunkter resten af koncerten.

Bortset fra en medrivende udgave af 'It’s Alright Ma (I’m Only Bleeding)' – suppleret med gulvbas og banjo – var den sidste halve time nærmest en ørkenvandring, hvor både Dylan og bandet hakkede sig igennem den ellers interessante sætliste. Måske var der ikke mere luft i legendens lyse lunger.

Udelad de største hits
Flere gange improviserede han sig gennem numrene, blandt andet på 'When the Deal Goes Down', men det var en af de aftener, hvor det langtfra var alting, der gik op i en højere enhed.

På vejen hjem i Metroen overhørte denne anmelder en heftig diskussion om, hvorvidt Bob Dylan burde erstatte de tre klassikere 'Like a Rolling Stone', 'All Along the Watchtower' og 'Blowin’ in the Wind' med nogle andre, fordi de simpelthen mangler slagkraft her mere end 40 år efter deres udgivelse.

Der var ingen grund til at blande sig i diskussionen. For de manglede virkelig slagkraft denne aften i Forum, hvor mange tilhørere rent faktisk udvandrede inden ekstranumrene.

Her gik de dog glip af en fortryllende 'Spirit on the Water', der dog ikke kunne nå at rette op på de ret blandede følelser, man efterfølgende måtte forlade Forum med.

Den 28. april udgiver Bob Dylan 'Together Through Life', som er hans studiealbum nummer 33.

Læs også:
Onkel Bobs overdådige overskudslager
Dylan udsender album nummer 46