Den svenske tv-personlighed Fredrik Wikingsson var så heldig at få lov at opleve den absolutte intimkoncert med Bob Dylan gennem filmprojektet "Experiment Ensam". Nu kan du komme med og få en bid af koncerten. Se klippet her forneden, hvor Wikingsson sidder som eneste publikummer, mens Dylan og band spiller en lille koncert.

Der klippes mellem koncerten og et interview med Wikingsson, hvor han sætter ord på sin særegne oplevelse. Vi får dog lov til at høre Dylan udfolde sig en smule på scenen.

Det er ligefør, at Dylans optræden får konkurrence af Wikingssons ansigtsudtryk. Før koncerten går svenskeren rundt i Greenwich Village, hvor han blandt andet fortæller: "Jeg har set Bob Dylan 20 gange, men denne gang kan det være, at han lægger mærke til mig." Wikingsson placerer sig ydmygt på sjette række og ligner mest af alt et glad, lille barn, der lige har åbnet for sit livs bedste julegave.

Hvor man måske kan gøre sig tanker om, hvorvidt det ville være mærkeligt selv at sidde alene i den store sal, ser det imidlertid ikke ud til at røre Dylan, at han kun har én publikummer. Den erfarne sangskriver har da også spillet verden over nonstop siden 1988, så der skal nok mere til at overraske ham.

En smule pinligt bliver det da også for Wikingsson, da koncerten er forbi, og han ene mand skal give bifald for tom sal. Da hans klapsalver ikke slår til, forsøger han sig med et tilråb, som vækker et sympatisk smil fra Dylan.

I "Experiment Ensam", som tager form som en filmserie, bliver personer placeret til stand-up shows og i dette tilfælde koncerter, med andre ord steder, hvor man normalvis er mange sammen. Forskellen fra en ordinær koncert eller et stand-up show er bare, at de respektive personer i dette eksperiment står helt alene i de situationer. Wikingsson er en nær ven af projektets leder, Anders Helgeson, og kunne af denne grund ikke lade være med at trygle vennen om at få den misundelsesværdige chance, da han hørte om Dylan-idéen.

Trygleriet gav pote, og svenske Wikingsson fik dermed lov til at opleve en aldeles eksklusiv koncert med specielt udvalgte sange som Buddy Hollys "Heartbeat", "Blueberry Hill" af Fats Domino og "It's Too Late (She's Gone)" af Chuck Willis. Den eksklusive koncert blev afholdt på Philadelphias Academy of Music, og Dylan og bandet fik en foreløbig ikke opgivet sum for jobbet. Wikingsson påpegede dog til Rolling Stone, at Dylan sandsynligvis fik mere for dette job, end han får for et normalt job.

Se klippet med Wikingsson og Dylan ved at klikke på denne link:

https://www.youtube.com/watch?v=vjWeVHOspm0