Efter tre små singleudspils-tilløb har Blur nu samlet de kollektive kræfter på deres første album med fuld holdopstilling i 16 år. Kimen til albummet blev lagt i foråret 2013 under et fem dage langt jamfyldt studieophold i Hong Kong og er senere stykket sammen med hjælp fra deres gamle producer Stephen Street.

Det er så også noget af det eneste, der er som i de gamle Blur-dage og ja, så måske lige den happy-go-lucky åbner Lonesome Street, der minder om første halvdel af 90'ernes Blur, tiden før eksperimenterne fyldte mere end det ærkebritiske Fred Perry-polotrøjeunivers.

Der er nu også sket meget for de fire medlemmer siden dengang: soloplader, sideprojekter, politik og osteproduktion, og så synes Damon Albarns kompositoriske åre at blive mere og mere melankolsk med årene. Derfor minder albummet også mest om soloalbummet Everyday Robots, lyt fx til flimrende smukke ballader som New World Towers og My Terracotta Heart, der løftes yderligere af bandets helt store es, guitaristen Graham Coxon.

Selvsamme får for alvor lov til at styre slagets gang med en gnistrende og savtakket guitar på Go Out og med et krakelerende tørt fræser-riff i den peppy og snotnæsede I Broadcast.

Sammenspillet og symbiosen når yderligere et tårnhøjt niveau på det svævende svendestykke Thought I Was A Spaceman og There Are Too Many Of Us, der med marcherende tromme og dåsestrygere vokser i intensitet. The Magic Whip er bestemt ikke et britpoppet piskesmæld, men derimod en melankolsk og magisk genopstandelse.

Blur, 'The Magic Whip', Warner Music | Udkommer 27. april 2015