Se, jeg kan sagtens forstå, hvorfor visse mennesker ind imellem synes, blues er direkte latterlig. Guderne skal vide at genren er svær at holde ud, når ham fløjlsbukse-hængerøven nede på den lokale bodega for 414. gang har forkyndt, at han ”woke up this morning” uden afgørende at kunne retfærdiggøre, at det overhovedet er kommet til den tingenes tilstand.
Men hvis blues spilles rigtigt. Med nervetrådene sitrende, sjælen i brand og livet på spil kan genren i hænderne på den rigtige mand udvikle sig ad det eventyrlige til. Den 31-årige amerikanske eliteguitarist Joe Bonamassa er sådan en mand.
Hvis Bonamassa ikke for længst havde bevist, at han på det nærmeste er bluesmusikkens redningsmand, så gjorde han det i en udsolgt Royal Albert Hall i London mandag aften.
Fra starten gik med titelnummeret fra hans seneste og syvende album ”The Ballad Of John Henry” til det sidste feedbackhyl tonede ud i natten næsten tre timer senere spillede Joe Bonamassa sin blues, som Motörhead spiller rock’n’roll: for fulde flænsende gardiner, med fare for liv og helbred og en attitude, som sagde:
"Lad være med at komme i vejen for det hér. I bliver bare tromlet flade!"
Tromlet flad blev jeg så ikke (der skal noget til i min vægtklasse), men jeg BLEV blæst bagover, som en Bonamassa-fan belærte mig om, jeg ville blive, på pubben før koncerten.
Bevæbnet med en bassist, en keyboardmand, en hornsektion og to trommeslagere gik Joe Bonamassa til biddet ud fra devisen ”lige dele blod og bersærkergang” ved en koncert, som flere gange undervejs nærmede sig det direkte magiske.
- Jeg har altid drømt om at få lov at spille hér, som Bonamassa ydmygt fortalte med et blik ud over den smukke hal. Bare et Clapton nummer eller noget. Og nu er mesteren her heldigvis selv, så jeg kan få gjort noget ved det.
Og ind på scenen kom legendariske Eric Clapton og byttede soli med Joe i en lang, fandenivoldsk og idiotisk veloplagt udgave af gamle ”Further On Up The Road”.
Magi i luften? Nemlig! Og det var endda i koncertens start.
Men der var meget mere, hvor dén kom fra, da Joe Bonamassa begyndte at føre bevis for, hvorfor han er den første bluesmand siden sørgeligt afdøde John Campbell, som for alvor er i stand til at tilføre den hærgede krigshest, vi kalder ”the blues”, nyt blod.
”Lonesome Blues” udsat for to trommeslagere og akustisk guitar var ét eksempel, mens talrige andre blev paraderet via mandens eminente tæft for opfindsomme arrangementer og dynamik. Og den slags er man ærligt talt normalt omtrent så forvænt med i denne genre, som man er med calypso-elementer ved en Status Quo koncert.
En sjælden aften, og det stod til troende, da Joe afrundede koncerten med disse ord:
- Tak fordi I gjorde det hér til den største aften i mit liv!
Gå ind og se den mand! Og slæb gerne ham den indledningsvis nævnte fra bodegaen med. Så kan han nemlig lære det, kan han!
JOE BONAMASSA SPILLER I AMAGER BIO I KØBENHAVN ONSDAG AFTEN
