Indtil fornylig havde Warren Haynes kun udgivet ét soloalbum, nemlig 1993's ”Tales of Ordinary Madness”, men det blev der lavet om på med ”Man in Motion”, som udkom for et par uger siden. Og nu følger Warren Haynes tilmed udgivelsen op med en koncert i Amager Bio.
B.T.s rockredaktør Steffen Jungersen skrev om pladen: "[Når] man har hørt den en fem-seks gange, begynder Haynes’ duvende dovne soulblues at krybe under huden, og det begynder sagte at gå op for én, at man da vist har fat i noget nær det perfekte soundtrack til de lange lune sommeraftener på altanen med en velvoksen whisky ved den ene hånd, et velproportioneret eksemplar af det modsatte køn ved de anden, mens det dovne blik søger mod solnedgangen i håbet om bedre tider".
Warren Haynes har selv håndplukket musikerne til det soloband, han tager med til Danmark, og det tæller blandt andre bassist Rob Johnson, trommeslager Terence Higgins, Nigel Hall på keyboard og ikke mindst den Grammy-nominerede sangerinde Ruthie Foster på kor.
Koncerten finder sted i Amager Bio, søndag den 7. august, og billetter kan købes til via Billetnet.dk og på alle landets posthuse fra på mandag, den 30. maj, kl. 10.00.






















