(3/6)

Blib-båt-Bieber - Ikke så slemt som det kunne være

Det ér selvfølgelig fristende at bare svine Justin Biebers nye skive til. Hvornår får man ellers chancen for at fornærme tyve millioner unge teenagepige - på én gang. Men lad os nu give manden (eller drengen) en chance. Så slemt er det nemlig heller ikke.

Jovel, 'Die In Your Arms' er en skodsang, der ikke engang ville have kvalificeret sig til en B-side, dengang Barry Gordy styrede pladeselskabet Motown. Bonussangen 'Maria' (Justins forsøg på at lave sin 'Billie Jean') er tynd og pinlig. Og 'One Love' er sådan cirka ligeså original og forførende som en buket halvvisne roser på St. Valentins Dag.

Men der ér også masser fint materiale på 'Believe'.

Således er startsangen 'All Around the World' så ligepå og groovy, at både Kylie Minogue og The Village People ville være stolte af at lægge navn til.

På den LMFAO-agtige 'Beauty and the Beat', der er produceret af den allestedsnærværende Max Martin, slår Bieber og Nicki Minaj selvglade og charmerende gnister.

Og selvom hele projekter selvfølgelig er baseret på flere års intensiv og iskold markedsresearch og planlagt ned til den mindste dollarknitrende detalje, så ér det lidt frækt og sexet, når Nicki spinder:

- Justin Bieber, You know I'm gonna hit'em with the ether, Buns out wiener, But i gotta an eye for Selena.

Og for dem, der er på udkik efter en ny 'Baby' (Biebers gennembruds single), rammer min favorit 'Thought of You' plet.

Her er det melodi til de gammeldags popfans, frække antydninger til tøserne og en overlegen produktion, hvor Diablo viser, hvor poppen også kan gå hen.

Og ironisk nok er Justin allermest 'swag', når han (som her) for en gang skyld ikke taler om at være det.

Hvis Justin, hans mentor Usher og deres veltrænede hold af forretningsfolk havde koncentreret sig lidt mere om sangenes kvalitet og lidt mindre om det gigantiske marketingapparat, kunne 'Believe' have været en ren poptriumf.

Men nu må vi nøjes med en rimelig opfølger til den lidt bedre 2010-debut 'My World'.

'Believe' udkommer på mandag. Og i Tivoli afholdes der hele eftermiddagen en kæmpe Bieberfest - Lad os bare kalde det Store Bieberdag

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her