Birthe Kjær måtte aflyse to koncerter, da en virus havde lagt sig på hendes stemmebånd

Birthe Kjær skulle lørdag være på scenen i et nytårsshow i Hvidovre og om søndagen i Ringsted med Thomas Eje og den svenske sangerinde Gitta-Maria Sjöberg. Men hun kom aldrig på scenen, fortæller hun til BT.

- En virus havde lagt sig på mit stemmebånd allerede om fredagen, hvor vi øvede. Jeg kunne intet, siger Birthe Kjær.



Derfor tog Birthe Kjær til lægen, for at finde ud af, hvad der var galt. Hun fik en indsprøjtning af det stærke middel binyrebarkhormon, men lige lidt hjalp det.

- Vi kunne ikke trylle, så jeg måtte sidde ude. Det er en skam det lige var stemmen. Næsten alt andet kan være i stykker, og jeg kan alligevel være på scenen, siger Birthe Kjær.

- Jeg har det frygteligt dårligt over, at jeg ikke kunne være på scenen de dage, men publikum blev godt dækket ind, synes jeg.



I stedet vikarierede Maria Lucia om lørdagen og Susanne Elmark om søndagen.

Der er dog kommet gang i stemmen nu, og derfor kan Birthe Kjær se frem til den næste koncert på onsdag, som foregår i Taastrup.

- Det bliver jeg klar til. Jeg er fit for fight, understreger Birthe Kjær.